16. aug. 2016
Af Trine Larsen

Lisbeth Østergaard kommer ikke på bryllupsrejse

Lisbeth Østergaard, Ralf Christensen
Lisbeth Østergaard, Ralf Christensen
Foto: Krestine Havemann/BILLED-BLADET
TV-værten Lisbeth Østergaard kunne nok som alle andre brude ønske sig at komme på bryllupsrejse med sin mand, Ralf Christensen, efter deres romantiske bryllup lørdag. Men det bliver der ikke noget af. Bryllupsrejsen må vente.

- Nej, bryllupsrejse bliver der ikke noget af ... før engang til næste år, smiler Ralf Christensen, der ellers gerne havde taget sin smukke hustru, Lisbeth Østergaard, med til et fjernt og eksotisk sted med sol og varme. Men det er ene og alene praktiske ting, der forhindrer parret i at tage afsted på en romantisk bryllupsrejse.

- Fordi Lisbeth har skiftet job, så kan det ikke rigtig lade sig gøre. Hun har jo også lige haft barsel, så hun ville ikke begynde et nyt sted og skulle have ferie, fortæller Ralf Christensen, der i stedet drømmer om, at de nygifte kan tage et lækkert sted hen i begyndelsen af det nye år.

En dejlig uge sammen

- Nu må vi se, om ikke det passer bedre til den tid. Vi skal nok komme på bryllupsrejse, og så har vi noget at glæde os til, siger gommen og tilføjer:

- Vi har haft en dejlig uges ferie sammen, og så havde jeg en uge, efter at Lisbeth begyndte efter sin barsel, fortæller Ralf Christensen, derogså har haft nok at bruge ferien på, for parrets store bryllup lørdag, har krævet masser af forberedelse.

Lisbeth Østergaard, der tidligere har været én af TV 2's populære værter, ikke mindst på "Go' Morgen" og "Go' Aften Danmark", skiftede til TV3, da hendes barsel med sønnen Viggo, var slut. og hun er nu i fuld gang med forberedelserne til sit nye job, hvor hun er vært på programmet "Krimicentralen" sammen med journalisten Jeppe Nybroe. Programmet har premiere den 29. august.

I BILLED-BLADET på torsdag kan du se den store reportage fra Lisbeth Østergaard og Ralf Christensens drømmebryllup.

Læs mere om: