12. jun. 2017
Af Lisbeth Grube

Livsstilsekspert, TV-vært og chefredaktør nye navne i Kraks Blå Bog

Anne Glad, Hans Pilgaard og Annemette Krakau
Foto: Heidi Maxmiling, Hanne Juul / BILLED-BLADET, AOP
"Kender du typen?"-eksperten Anne Glad, TV-vært Hans Pilgaard og chefredaktør Annemette Krakau er blandt de nye navne i Kraks Blå Bog.

Siden 2010 har danskerne lært Anne Glad at kende som en sprudlende og skarp livsstilsekspert i "Kender du typen?" på TV.

Den 45-årige forbrugerekspert er en ener inden for sit felt - og nu er hun blevet optaget i Kraks legendariske Blå Bog i selskab med blandt andre TV-vært Hans Pilgaard og BILLED-BLADETs chefredaktør Annemette Krakau.

Anne Glad anerkendt

Anne er glad for at være blandt de 178 nye navne, som ifølge pressemeddelelsen har haft "en særlig betydning inden for deres fagområde".

- Jeg tager det som en anerkendelse af mit arbejde. Og man kan måske blive lidt klogere på, hvad jeg kan, siger Anne Glad til BILLED-BLADET.

Livsstilseksperten leverer meget mere end god underholdning på TV. Hun sidder bl.a. også i Unicefs præsidium og i bestyrelsen for Aarhus 2017 og Julemærkefonden.

Og netop nu er hun ved at skrive en bog, som er et portræt af os danskere set gennem vores indkøbskurve.

Billed-Bladets chefredaktør blandt de udvalgte

Også BILLED-BLADETs chefredaktør, Annemette Krakau, er glad for optagelsen.

- Jeg er virkelig super stolt og beæret over at være blandt årets 178 udvalgte, siger hun.

Læs mere i BILLED-BLADET torsdag om de mange nye navne i Kraks Blå Bog, som bl.a. også tæller OL-sølvvinder Sara Slott, skuespiller Thomas Bo Larsen og prinsesse Maries hofdame Britt Siesbye.

SE BILLEDERNE: Anne Glads farverige 50'er-stil

Læs mere om: