8. jul. 2023
Af Majken Munk

Mette Bluhme Rieck fik foruroligende opkald: Fra da af havde hun livvagter med på arbejdet

Mette Bluhme Rieck
Mette Bluhme Rieck
Foto: Jesper Sunesen
Tv-vært Mette Bluhme Rieck gik for få år siden igennem en uhyggelig periode af sit liv.

Det er ikke altid lutter lagkage at være et kendt ansigt på skærmen.

Det mærkede Mette Bluhme Rieck, der er vært på ”Aftenshowet”, ”Danmarks nye klassiker” og meget mere, for et par år siden.

Efter hun havde lavet ”Guld i Købstæderne”, var der nemlig en seer, der havde set sig meget sur på hende.

Det fortæller hun i Hendes Verden ifølge Alt.dk.

Mette Bluhme Rieck sad i sit sommerhus, da hun pludselig fik et opkald fra DR, der sender programmet.

De var nødt til at informere hende om, at de havde modtaget alvorlige trusler mod hende.

Faktisk blev hun truet på livet af en mand, som ikke brød sig om, at hun i tv-programmet havde spurgt, hvad folk skulle bruge de penge, de tjente på at sælge deres antikviteter, på.

Det blev taget så alvorligt, at hun måtte have livvagter omkring sig.

- Han lovede mig, at jeg aldrig igen skulle opleve jul med min familie. I flere uger måtte jeg hentes og bringes til DR af to vagter, for jeg laver jo live-tv, så det er ikke så svært at gætte, hvor jeg er hvornår. Jeg blev virkelig bange og berørt, for jeg havde jo aldrig prøvet noget så alvorligt, fortæller Mette Bluhme Rieck.

Manden med truslerne blev senere fanget, og det gav Mette Bluhme Rieck ro.

Han blev efterfølgende også dømt for truslerne mod tv-værten.

Læs mere om: