22. jul. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Optagelserne til 10. sæson af Badehotellet er ikke gået, som de plejer

Amalie Dollerup som Amanda i "Badehotellet". 
Amalie Dollerup som Amanda i "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Amalie Dollerup fortæller nu om arbejdet med sæson 10 af "Badehotellet". Det er sidste sæson, og hun kan mærke, hvordan det sociale fylder mere denne gang, men også at de løber rigtig stærkt for at komme i mål.

Mange venter i spænding på at finde ud af, hvordan det hele ender, når TV 2 til næste år endelig sender den 10. og sidste sæson af ”Badehotellet”.

Skuespillerne fra serien ved mere end de fleste, for i april tog de hul på optagelserne til de kommende otte afsnit.

I 10 år har Amalie Dollerup, Jens Jacob Tychsen, Lars Ranthe og mange andre fra serien spillet den samme karakter igen og igen, men arbejdet med serien har ændret sig i årenes løb.

Visheden om, at noget langvarigt snart får en ende, betyder nemlig, at der er en anden stemning undervejs.

- Når vi har en fælles scene, skal vi virkelig nyde det lidt mere og få snakket. Det sociale fylder, og vi nyder det lidt ekstra nu, fordi vi ikke skal mødes næste år, fortæller Amalie Dollerup, der for få uger siden var med til sommerfest sammen med resten af holdet bag ”Badehotellet”.

Hun mærker tydeligt forskel på, hvordan det hele var i begyndelsen sammenlignet med nu.

- Jeg er blevet enormt erfaren efter at have været der i 10 år og har en større ro ved arbejdet efter så mange år det samme sted. Der er meget forskel på den Amalie og den Amanda, der var med i første sæson og så til nu, fortæller Amalie Dollerup, der ligesom sin karakter i serien er blevet mor i mellemtiden.

Hun kan også mærke, hvordan der er blevet behov for, at det skal gå hurtigere under optagelserne.

- Vi løber stærkere. Vi skal være rigtig hurtige, og er du sindssyg, vi gør et godt stykke arbejde på meget kort tid. Der er ikke plads til mange fejl og omtakes. Det kræver stor forberedelse for, at man kan præstere på så kort tid. Vi skal nå mange scener om dagen, understreger hun.

Lige nu holder hun og kollegaerne sommerferie fra optagelserne, men arbejdet begynder igen til august og helt frem til november, hvor optagelserne til den 10. sæson ventes at være i kassen.

Læs mere om: