19. sep. 2014
Af af Casper Nielsen

Otto Leisners vittigheder hjem til Familie Journal

Otto Leisner.
Otto Leisner.
Foto: AOP
Otto Leisners 3.000 vittigheder er kommet hjem. Anette Kokholm, chefredaktør på Familie Journal, har sikret sig dem for 58.000 kroner, og vil nu udgive dem på E-bøger til glæde for læserne.

- Otto er kommet hjem til Familie Journal, men nu skal han ud på nettet til glæde for læserne, siger Anette Kokholm til BILLED-BLADET.

- Salget af Ottos vittigheder har skabt en del medieomtale den sidste uges tid, og vi er selvfølgelig meget glade for at kunne afsløre, at de endte hos os. Mange af vittighederne har været brugt i radio og TV, og vi glæder os til at vække dem til live igen, siger Anette Kokholm.

Familie Journals chefredaktør har netop modtaget tre store kasser med Otto Leisner vittigheder.

De 3.000 legendariske Leisner-jokes var under hammeren hos auktionshuset Lauritz.com i tirsdags, og for 58.000 kroner gik de til Familie Journal.

Her var Otto Leisner nemlig ansat i en lang årrække fra 1969. I begyndelsen for at lave ”Historiske personligheder”, siden for at lave ”Os mennesker imellem”, som i mere end 30 år var kernen i ugebladet.

Læserne kunne indsende deres små pudsige og rørende hverdagshistorier og få en veloplagt kommentar fra Otto.

Det er hensigten, at de mange vittigheder skal udkomme som små e-bøger på nettet med forskellige temaer. Aller Medias innovationsafdeling vil stå for udviklingen af e-bøgerne, som er en del af koncernens strategi om at overføre kernekompetencer til digitale forretninger.

- Med købet af Otto Leisners vittigheder får vi nu mulighed for at inddrage vores læsere på en hel ny måde. Vittighederne vil blive publiceret som små e-bøger, som både vil underholde læserne og ikke mindst holde mindet om Otto i live. Læserne af Familie Journal kan også glæde sig til at gense Otto Leisner i spalterne,” siger Anette Kokholm.

Vittighederne er solgt af boet efter Otto Leisner, som døde tilbage i 2008.

Læs mere om: