10. jul. 2023
Af Majken Munk

SMILfonden manglede penge fra Lauritz.com: Nu deler Sisse Fisker gode nyheder

Sisse Fisker
Sisse Fisker
Foto: Kaspar Wenstrup
Efter SMILfonden havde lavet en fodboldtrøjeauktion, skyldte Lauritz.com organisationen penge. Nu har bestyrelsesformand Sisse Fisker gode nyheder.

Det er kun et par dage siden, at Sisse Fisker og SMILfonden, der støtter kronisk og alvorligt syge børn, meddelte, at de havde penge til gode hos Lauritz.com.

SMILfondens børn havde designet en række FCK-trøjer, som blev auktioneret bort på Lauritz.com med henblik på at tjene penge, der skulle bruges på efterårsaktiviteter til børnene.

Det kom efter, at Lauritz.com har været i modvind, fordi de skylder over 50 millioner kroner til kunder, der har gjort brug af deres tjenester. Koncernen har også været nødt til at afskedige en stor mængde medarbejdere.

Sisse Fisker, der er bestyrelsesformand i SMILfonden, rakte ud for at bede om hjælp til at få indsamlet de 409.000 kroner, som de havde til gode hos Lauritz.com.

Nu kan hun dele gode nyheder.

For hen over weekenden har SMILfonden fået gang i deres indsamling. Det afslører Sisse Fisker i en video på SMILfondens Instagram.

- Jeg vil bare sige kæmpestort tak til alle jer, der har støttet SMILfondens indsamling her de seneste par dage. Der er simpelthen sket det søndag aften, at vi er røget over en halv million indsamlet kroner. Altså flere penge end vi har til gode hos Lauritz.com, så det er fuldstændig fantastisk og over al forventning, fortæller hun.

- Jeg vil bare sige megameget tak fra mig og fra hele SMILfonden til alle jer, der har støttet os. Vi glæder os til at bruge pengene den her sensommer og efterår til at forkæle en masse syge børn, som virkelig fortjener det. Tak til jer alle sammen og megagod sommer, afslutter hun.

Læs mere om: