2. jun. 2023
Af Majken Munk

Søren Ole er blevet hædret for sin indsats: Sender særlig tak til kæresten Cecilie

Cecilie Brandt Andersen og Søren Ole Clausen
Cecilie Brandt Andersen og Søren Ole Clausen
Foto: Søren Jul Lamberth
Søren Ole Clausen, der blev et kendt ansigt i ”Kærlighed hvor kragerne vender”, har modtaget en stor hæder.

Det var i den allerførste udgave af TV 2-programmet ”Kærlighed hvor kragerne vender”, at Søren Ole Clausen blev et velkendt ansigt.

I programmet fandt han kærligheden med Cecilie Brandt Andersen.

Netop hende fik en særlig tak, da Søren Ole Clausen for nylig modtog en stor hæder.

Det afslører han i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov at dele.

Flot pris

Da Søren Ole Clausen medvirkede i tv-programmet, gav han udtryk for, at han er en mand, der brænder for det lokale fællesskab.

Han er nemlig aktiv i den lokale sportsforening i den sønderjyske landsby Frifelt, hvor parret bor.

Det resulterede i, at han har modtaget en flot hæder.

- Tak til Frifelt Sportsforening og Vodder Idrætscenter for den flotte indstilling til Tønder Kommunes foreningsindsats pris, som jeg fik her til aften. Jeg er intet mindre end overrasket, stolt, beæret og taknemlig over at få sådan en flot pris. Prisen kan jeg ikke tage æren for alene, skriver han i opslaget.

Han forklarer i opslaget, at han faktisk har 20-års jubilæum som frivillig i sportsforeningen, men også at han kan markere 10-års jubilæum som medlem af bestyrelsen.

Særlig tak

Søren Ole Clausen ved godt, at hans engagement i foreningen gør, han må være væk hjemmefra.

Derfor sender han også en særlig tak til sin kæreste Cecilie Brandt Andersen.

- Det er tid, jeg kunne have brugt med Cecilie herhjemme. Tak for din altid gode forståelse for, at jeg bruger tiden på noget, som kan gavne hele byen og sognet!, skriver han.

Han slutter af med at takke alle de øvrige frivillige, som er med til at drive foreningen, der gør så meget for lokalområdet.

- Uden et aktiv samfund, helt herude hvor kragerne vender, ville der ikke være nogen at gøre det for. Ingen kan alt, men sammen kan vi opnå fantastiske resultater, skriver han.

Flytter snart

Tiden i Frifelt er også ved at lakke ud for parret.

I slutningen af 2020 flyttede Cecilie Brandt Andersen ind i huset, som Søren Ole Clausen ejer i Frifelt.

Men i februar 2023 meddelte de, at de havde købt et nyt hus. Huset ligger i den noget større by Ribe.

Parret flytter efter planerne ind i det nye hus i efteråret 2023.

Læs mere om: