22. jun. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Sonja Oppenhagen i uheld: Derfor går hun på krykker

Sonja Oppenhagen
Sonja Oppenhagen
Foto: Martin Høien
Sonja Oppenhagen er kommet galt af sted med sit knæ, mens optagelserne til sidste sæson af "Badehotellet" er i fuld gang.

Den røde løber var rullet ud onsdag aften, da der var gallapremiere på den nye film ”Toves Værelse”, der har Paprika Steen og Lars Brygmann i hovedrollerne.

På rollelisten finder man blandt andre også Sonja Oppenhagen, som naturligvis også var med på den store aften.

Den 74-årige skuespillerinde var dog ikke lige så let til bens, som hun plejer at være, for lige for tiden er Sonja Oppenhagen nødt til at støtte sig til et par krykker.

- Jeg har flækket knæskallen. Jeg er faldet rigtig dumt og fjollet, fortalte Sonja Oppenhagen, der regner med forhåbentlig at blive fri for skinnen den 11. juli, og derefter skal hun i gang med genoptræning.

Sonja Oppenhagen støttede sig til et par krykker, da hun onsdag var til gallapremiere. 
Sonja Oppenhagen støttede sig til et par krykker, da hun onsdag var til gallapremiere.
Foto: Martin Høien

Uheldet skete i midten af maj – ganske få uger efter, at optagelserne til den 10. og sidste sæson af ”Badehotellet” begyndte.

Sonja Oppenhagen spiller Lydia i TV 2-serien, men skuespilleren ville ikke afsløre, hvilke konsekvenser hendes uheldige fald får for hendes rolle i serien.

- Det får I at se, sagde hun med et smil, inden hun fortsatte ind i biografmørket onsdag aften.

TV 2 sender den sidste sæson af ”Badehotellet” i begyndelsen af 2024.

Sonja Oppenhagen og resten af holdet bag "Toves Værelse". 
Sonja Oppenhagen og resten af holdet bag "Toves Værelse".
Foto: Martin Høien

Læs mere om: