1. nov. 2016
Af Majken Munk

TILLYKKE: Hella Joof fylder 54 år

Hella Joof
Hella Joof
Foto: Hanne Juul
Hella Joof bliver 54, og det har hun det pragtfuldt med. Hun har masser af erfaringer, som hun gerne deler ud af, men fødselsdagsønsker halter det med.

- Jeg er meget glad for at fylde 54. Jeg har endda forliget mig med, at det højst sandsynligt er dårligt vejr, fortæller Hella Joof.

Hvis vejret bliver dårligt har hun dog et kort på hånden, for Hella Joof deler fødselsdag med bl.a. politikeren Uffe Ellemann Jensen og TV-værten Lise Rønne, og sammen er byrden ikke så tung at bære.

Generelt har Hella Joof ikke svært ved at blive ældre. Faktisk synes hun, at det er meget sundt at gøre lidt op med den ungdomsdyrkelse, der ses i samfundet i dag. Det er også derfor, at hun gerne stiller op og taler ærligt om alder.

Hella Joof har gjort sig gode erfaringer

Hella Joof har med sine 54 år efterhånden erfaret en masse. Nogle af de ting skriver hun om i sin nye bog ”Papmache reglen og andre glimrende leveregler fra livets lovsamling”. Her ridser hun 25 regler op, som hun har oplevet i det virkelige liv. Men tanken bag bogen er ikke, at læserne skal leve efter reglerne. De skal bruge den til at få et gladere liv.

- Sørg for at være glad. Prøv at bruge mere energi på det positive. Det er lidt "gajolpakkeagtig", men det er dét, vi selv kan bestemme over, fortæller Hella Joof.

Sammen med Rasmus Bjerg er hun aktuel i TV 2-programmet ”En bid af historien”, hvor de to kigger tilbage på livet i forskellige tidsaldre. Udover, at det har været en sjov oplevelse, så har det også gjort, at Hella Joof har påskønnet, at det netop er denne tid, hun lever i.

Hella Joof om ulempen ved at blive ældre

Hella Joof har bestemt affundet sig med at blive ældre. Det eneste, der har været et problem omkring aldringen, er, at det er svært at ønske sig noget i fødselsdagsgave.

- Man ønsker sig aldrig rigtig så meget, når man bliver ældre. Til gengæld bliver jeg altid glad for det, jeg får, fortæller hun.

Hun skal fejre sin fødselsdag med at holde foredrag for en masse skolesekretærer på Fyn. Og om aftenen skal hun nyde en lækker middag sammen med sin mand Snit.

LÆS MERE: Hella Joof: Man skal huske at hælde glimmer på

Læs mere om: