28. mar. 2017
Af Karina Didriksen

13 ting du skal vide om det belgiske kongepar

Dronning Mathilde og kong Philippe.
Dronning Mathilde og kong Philippe.
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Kong Philippe og dronning Mathilde af Belgien er på deres første statsbesøg i Danmark. Her kan du komme lidt tættere på det belgiske kongepar.

56-årige kong Philippe og 44-årige dronning Mathilde har været Belgiens kongepar siden 2013, og tirsdag indledte de deres første statsbesøg i Danmark.

Kongeparret er på et tredages visit, hvor de skal bo på Amalienborg og deltage i diverse arrangementer med den danske kongefamilie.

Vi har i den forbindelse lavet en liste over ting, du (måske) ikke vidste om det belgiske kongepar.

13 facts om det belgiske kongepar

1. Kong Philippe blev født Philippe Léopold Louis Marie den 15. april 1960 i Bruxelles.

2. Han er den ældste søn af Belgiens tidligere kongepar kong Albert II og dronning Paola.

3. Dronning Mathilde blev født Mathilde Marie Christine Ghislaine d'Udekem d'Acoz den 20. januar 1973 i den belgiske by Ukkel.

4. Hun er datter af Anne Komorowski, der er en polsk grevinde, og afdøde Patrick Henri d'Udekem d'Acoz, der var dommer og æresgeneral i det belgiske luftvåben.

5. Mathilde blev uddannet talepædagog i 1994 og senere psykolog i 2002. Det var, mens hun studerede psykologi, at hun mødte den daværende kronprins Philippe.

6. Parret mødtes til tennis, og det lykkedes dem at holde forholdet skjult for offentligheden i tre år. Derfor kom det som noget af en overraskelse for det belgiske folk, da Philippe og Mathilde bekendtgjorde deres forlovelse i 1999.

7. Den 4. december 1999 giftede Philippe sig med Mathilde i Bruxelles, og de blev landets nye kronprinsepar.

LÆS OGSÅ: ROYAL BRYLLUPSDAG: Tillykke til dronning Mathilde og kong Philippe

8. Den 21. juli 2013 overtog Philippe tronen fra sin far kong Albert II, og han blev landets nye konge med dronning Mathilde ved sin side.

9. Det belgiske kongepar har fire børn: 15-årige Elizabeth, 13-årige Gabriel, 11-årige Emmanuel og snart niårige Eléonore.

10. Siden 1991 har der i Belgien været lige adgang for piger og drenge til at arve tronen. Kongeparrets ældste barn, prinsesse Elizabeth, er derfor nummer 1 i tronfølgen og vil til sin tid blive landets første regerende dronning.

11. I en alder af 56 år er Philippe Europas tredjeyngste regerende monark. Den yngste er Spaniens kong Felipe, 49, og Hollands kong Willem-Alexander, der fylder 50 år den 27. april i år.

12. Dronning Mathilde taler flere forskellige sprog, blandt andet fransk, flamsk, engelsk og italiensk. Selv om hendes mor er født i Polen, så har hun aldrig lært sin datter sproget.

13. Den belgiske dronning er gudmor til to prinsesser; prinsesse Alexia af Holland og prinsesse Isabella af Danmark.

SE BILLEDERNE: Dronning Mathildes fine stil

Læs mere om: