Kongeligt festår: Sådan bliver 2012 i det danske kongehus
Der er nok at fejre i den danske kongefamilie med 40 års jubilæum, fødsel, barnedåb og tvillingernes et-års dag samt deres mors runde fødselsdag.
Det kommende år bliver travlt og intenst, men også fyrigt og farverigt for den danske kongefamilie. Galla i mange dage med fester og store rober, diademer og kronjuveler kommer til at præge den første tid. Der er en fødsel at se frem til og dermed også en barnedåb.
Begivenhederne står i kø, og allerede i morgen skal de kongelige i gallatøjet, når årets første nytårskur med taffel finder sted. Men også på tirsdag og på onsdag er der kur, som både regentparret og kronprinsparret deltager i.
Selv om den største begivenhed uden sammenligning bliver dronning Margrethes store og pompøse 40-års regeringsjubilæum, er der en vigtig dato inden. Søndag den 8. januar fylder tvillingerne Vincent og Josephine et år, og der skal nok komme flag på bordet og sikkert også to kager med et lys i hver. Farmor og grandpapa kigger med garanti forbi, men mest spændt er nok storebror, prins Christian, og prinsesse Isabella.
Kun fem dage efter begynder det store regeringsjubilæum. Dronning Margrethe har siddet på tronen i 40 år, og ikke mange andre kongelige kan hamle op med det. I tre dage fester hele Danmark, og utallige skræddere har været i gang i månedsvis. Ikke blot med at skabe fornemme rober til kongehusets kvinder, men også med at kreere gallatøj til de hundredvis af gæster. Den 13., 14. og 15. januar skal vi fejre vores populære, dygtige og kreative dronning, inden den næste store begivenhed finder sted.
Prinsesse Marie er sat til at føde i slutningen af januar , og når fødslen er vel overstået har prins Joachim fire børn ligesom sin storebror, kronprins Frederik. En lille prinsesse på Schackenborg vil være kærkommen, men en prins vil blive elsket lige så højt.
Søndag den 5. februar fylder Mary 40 år , og det er en stor begivenhed i kronprinsessens liv. Ganske vist har kongehuset lige festet for dronning Margrethe, men Marys runde dag skal naturligvis fejres.
Dagen efter fylder prinsesse Marie 36 år, men hendes fødselsdag vil nok gå mere stille for sig. Marie har formentlig lige født og er næppe klar til de store fester endnu. Hun og prins Joachim kan i stedet se frem til den barnedåb, de nok skal holde for deres nyfødte i foråret. De kongelige børn er sjældent mere end få måneder gamle, når de holdes over dåben, og sådan vil det nok også være med den lille ny på Schackenborg.
2012 bliver et aktivt år på næsten alle områder. Den kongelige kalender er fyldt godt op, og vi har alle noget at glæde os til.












![[title]](http://www.femina.dk/sites/femina.dk/files/storage_1/media/article/1321_aqua.jpg)




