12. jan. 2015
Af Malan Joensen

Kronprins Frederik beklager at han krydsede Storebæltsbroen

Kronprins Frederik.
Kronprins Frederik.
Arkivfoto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Da Danmark lørdag fik besøg af stormen Egon, blev flere broer - deriblandt Storebæltsbroen - lukket.

Kronprins Frederik rejste lørdag til Jylland – samme dag som stormen Egon passerede Danmark – og kronprinsen krydsede i den forbindelse Storebæltsbroen to gange på tidspunkter, hvor broen var spærret på grund af stormen.

Det beklager han nu, oplyser hoffets kommunikations- og pressechef Lene Balleby til Ritzau ifølge TV 2.

- Kronprinsen er ked af det skete og kan godt forstå, at situationen var med til at skabe yderligere frustrationer og vrede blandt de mennesker, der havde ventet i mange timer på at passere broen, udtaler Lene Balleby.

Sund og Bælt oplyser, at de ikke har givet tilladelse til at kronprinsens bil krydsede Storebæltsbroen.

Fra PET’s side beklager man også episoden:

- PET kan bekræfte, at Krone 7, fulgt af PET-livvagter, fik adgang til at passere Storebæltsbroen, selvom den var lukket for biltrafik på grund af storm. Det er PET’s ansvar at varetage sikkerheden i sådanne situationer, og denne passage burde naturligvis ikke være sket. PET beklager og vil nu gennemgå de relevante procedurer på området, udtaler efterretningstjenesten til Ritzau.

Læs mere om: