Kronprinsesse Mary i gang i New York

Kronprinsesse Mary ankom sammen med Lars Løkke Rasmussen.

Martin Høien/BILLED-BLADET

Kronprinsesse Mary ankom til sit første møde i FN's hovedkvarter på Manhattan sammen med statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Søndag, 27. september 2015 - af Marianne Singer i New York

Med et smil på læben og fokuseret blik tog kronprinsesse søndag morgen fat på sit travle arbejdsprogram i New York. 

Kronprinsessen er i den kendte storby i forbindelse med FN's 70. Generalforsamling, hvor hun har fokus på kvinder og pigers rettigheder og ligestilling.

Mary ankom sammen med Lars Løkke Rasmussen

Kort før kl. 9 amerikansk tid ankom kronprinsessen til FN-bygningen i Manhattan, hvor hun først holdt et kort møde med statsminister Lars Løkke Rasmussen. 

Få minutter efter var det tid til mødet "Global Leaders' Meeting on Achieving Gender Equality and Women's Empowerment". 

Mødet tager afsæt i 20-året for vedtagelsen af Beijing Erklæringen og Handlingsplanen på den Fjerde Verdenskongres for Kvinder i 1995, der har til formål at få stats- og regeringschefer til at genbekræfte landenes politiske engagement og vilje til at opfylde målsætningerne om kvinders og pigers rettigheder. Kinas præsident, Xi Jinping og FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, var værter for mødet.

Mary skal besøge nordisk stand

Efter mødets afslutning venter der kronprinsessen en lang række andre arrangementer i løbet af dagen og de kommende to dage. Hun skal blandt andet forbi Nordic Food Hall i West Village.

Kronprinsessen er protektor for FN's Befolkningsfond (UNFPA) og siden oktober 2012 medlem af det internationale panel High-Level Task Force, som har til formål at fremme og sikre kvinders og pigers seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder.