20. dec. 2015
Af Karina Didriksen

Kronprinsparret på badeferie: Livredder tjekkede om prins Christian var okay

Prins Christian.
Prins Christian.
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
En livredder fik torsdag øje på prins Christian, da kronprinsparrets ældste søn var ude at bade med familien ved Guldkysten i Australien. Kongehuset meddeler, at situationen var helt udramatisk.

Prins Christian var torsdag på stranden Mermaid Beach nær Brisbane i Australien med sine forældre, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, og sine tre yngre søskende.

Her gik hele familien i vandet og svømmede mellem flagene. På et tidspunkt fik en livredder øje på den 10-årige prins og padlede ud til ham på sit bræt for at se, om han var okay. Heldigvis var alt, som det skulle være.

- Situationen var helt udramatisk. Livredderne var meget opmærksomme og tjekkede for en sikkerheds skyld, om prins Christian havde det godt, siger kongehusets kommunikationschef Lene Balleby til BILLED-BLADET og tilføjer:

- Det er dejligt, at livredderne passer deres arbejde så godt, men i dette tilfælde var der ikke fare på færde.

Kongehuset tager det roligt

Det var australske 7 News, som søndag rapporterede, at prins Christian var blevet reddet i land af en livredder på stranden ved Guldkysten i det østlige Australien, fordi understrømmen havde fået fat i ham.

Men ifølge Lene Balleby var prinsen altså ikke i direkte livsfare, da han var ude at bade under familiens ferie i kronprinsesse Marys hjemland.

- Kongehuset tager det helt roligt, for situationen var som sagt udramatisk, fastslår kongehusets kommunikationschef.

VIDEO: Se alle højdepunkterne fra året i kongehuset

Læs mere om: