25. maj. 2012
Af af Juliane Olsen/Newsdesk og Louise Møller

Marys favorit-designer: Jeg skaber ikke smertefulde sko

Christian Louboutin
Christian Louboutin har en kæmpe fanskare og kronprinsesse Mary er blandt de kvinder, som har adskellige sko fra designeren (Fotomontage)
Foto: Hanne Juul og Lars Laursen/BILLED-BLADET
Den berømte Christian Louboutin lægger vægt på design og sexappeal, når han designer sine tårnhøje sko

Både kronprinsesse Mary og prinsesse Marie har flere par sko med de verdenskendte røde såler. Og selvom prinsesserne ikke går i de højeste stiletter fra den verdenskendte skodesigner, kræver de alligevel koncentration og øvelse.

Den berømte skodesigner Christian Louboutin vil ikke stå ved, at han skaber sko, der tager livet af de kvinder, som bærer dem. Men skønhed og sexappealen er stadig to elementer, som han sætter højt, når han kreerer fodtøj.

- Folk siger, at jeg er kongen af smertefulde sko. Jeg ønsker ikke at skabe smertefulde sko, men det er ikke mit job at skabe noget, der er komfortabelt. Jeg prøver at skabe høje hæle så komfortable, som de kan blive, men min prioritet er design, skønhed og sexappeal. Jeg er ikke imod dem, men komfort er ikke mit fokuspunkt, siger han i et interview med britisk Vogue.

Yves Saint Laurent var største modeøjeblik

I år kan Christian Louboutin fejre 20 år jubilæum i modebranchen, og han fortæller, at det største punkt i hans karriere var, da han skabte sko, der blev båret i designeren Yves Saint Laurents sidste coutureshow. Det var nemlig den eneste gang, at den nu afdøde designer samarbejdede med en anden designer.

- Jeg skabte de sko kun fordi, jeg ønskede det, og jeg gav dem til min elskede ven Loulou de la Falaise (Yves Saint Laurents modemuse red.). Hun gik i dem for Saint Laurent, og han elskede dem og brugte dem i sit sidste show. Da han var i live, var han virkelig vores største skaber - det var virkelig en ære, siger designeren.

Christian Louboutins egne designs er til gengæld et hit blandt verdens kendte kvinder. Den britiske Hertuginde Catherine, der blev kendt som Kate Middleton før hun giftede sig med Prins William, er dog ikke blevet set i hans sko endnu. Christian Louboutin fortæller dog til britisk Vogue, at han alligevel ikke mener, der er grund til at give hende moderåd, selv om hun er blevet kritiseret for at have en for sikker stil.

Læs mere om: