Prins Joachim afslører sød tand: Vil ikke undvære slik

Prins Joachim, prins Henrik og prinsesse Athena

Prins Joachim, prins Henrik og prinsesse Athena

Foto: Birger Storm

Trods en sund og varieret livsstil er der også plads til fredagsslik, når prins Joachim og Marie hygger med børnene.

Onsdag, 15. november 2017 - af Pernille Moe

For det meste står den på masser af frisk luft og god varieret kost hjemme hos prins Joachim, prinsesse Marie og børnene på Emiliekildevej i Klampenborg, men der er også plads til lidt syndigt ind imellem. 

- Vi spiser varieret, men altså stadig slik! - og sørger for at få en masse frisk luft enten ved at gå eller løbe, fortæller prinsen til Diabetesforeningens medlemsblad, Diabetes. 

Som protektor for foreningen kan prins Joachim i år fejre 25-års jubilæum, og det er i den forbindelse, at han har ladet sig interviewe til bladet.  

Den rette indstilling

For prins Joachim handler det ikke kun om sund kost i jagten på et sundt liv, men også om at have den rette indstilling. 

-  Jeg tror for eksempel også, at det at have en positiv livsindstilling gør en forskel. Har man en positiv tilgang til livet, så lever man helt automatisk sundere og får lyst til mere af det samme. Den sikreste vej til et sundt liv er ikke at gøre en sund livsstil til en religion, men til en naturlig vane, der giver glæde i livet. Livet skal være sjovt og helst ligeså lyst, som det var, før man måske fik diabetes.