31. mar. 2015
Af dkeditorial

Så er næste års nytårskure på plads

Kongehuset har offentliggjort programmet for regentparrets nytårskure i 2016.

Selv om vi kun skriver marts, er næste års nytårskure i kongehuset allerede planlagt.

Som altid er der tale om tre dage med hilsner, flotte kjoler og nypressede skjorter.

Første arrangement er for de friske 1. januar, hvor regentparret tager imod regeringen og særligt indbudte på Amalienborg til det store gallataffel.

Regeringen indbudt til nytårskur

Om det bliver en regering med nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), eller om det er en blå regering med Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen, vil tiden vise, men sikkert er det, at der mellem nu og taflet bliver udskrevet og afholdt folketingsvalg.

LÆS OGSÅ: Helle Thorning til kur i læsernes favoritkjole

Tirsdag den 5. januar er der to nytårskure.

To kure på én dag

Den første er for Højesterets dommere, Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets officerskorps på Amalienborg.

Senere vil der være kur for diplomatiet på Christiansborg.

Sidstnævnte plejer at være en farverig begivenhed, da mange af gæsterne møder op i nationaldragter.

Flotte kjoler og smukke gæster

Dagen efter er der igen nytårskur på Christiansborg, hvor dronning Margrethe og prinsgemalen hilser på officerer fra Forsvaret og Beredsskabsstyrelsen, I., II. og III. rangklasse samt indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

SE OGSÅ: Kronprinsessen og statsministeren bar årets kjoler i 2014

Det forventes også, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary traditionen tro vil være til stede ved de mange nytårskure og ønske godt nytår til de mange gæster, ligesom prins Joachim og prinsesse Marie er selvskrevne gæster til det store nytårstaffel 1. januar.

Gallataflet den 1. januar plejer at byde på fantastiske kjoler, som ofte er med i opløbet til eller bliver vindere af Årets kjole og Årets kongelige kjole i BILLED-BLADETs store læserafstemning.

SE BILLEDERNE FRA DETTE ÅRS NYTÅRSTAFFEL I GALLERIET HEROVER

Læs mere om: