17. jul. 2011
Af af Marianne Singer

Prinsesse Isabella tog kronprinsesse Mary med i hoppeborgen

Kronprinsesse Mary
Kronprinsesse Mary og hendes to store børn morede sig meget i den oppustelige rutsjebane.
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Det tog ikke prinsesse Isabella mange sekunder at overtale sin mor til at tage en tur i den oppustelige rutsjebane under deres besøg i Cirkus Summarum.

Prinsesse Isabella er en bestemt dame på fire år, der ikke lægger skjul på, hvad hun vil. Så da hun syntes, at mor skulle med i hoppeborgen på legepladsen ude foran Cirkus Summarum. tog hun resolut fat i Mary og trak af sted med hende.

Prins Christian var allerede i fuld gang på hoppeborgen og så ud til at have glemt alt omkring sig, mens Isabella ville have mor med.

Kronprinsessen var straks med på den, og som den aktive mor hun er, smed hun derfor skoene og kastede sig glad ud i løjerne sammen med sine børn.

To gange rutsjede de grinende ned, så var kronprinsessen klar til en lille pause, men så nemt skulle hun ikke slippe. Isabella hev lige mor med en sidste gang, så de kunne udnytte de sidste minutter, inden pausen var slut, og forestillingens anden del begyndte.

Tvillingerne var blevet hjemme, så Christian og Isabella kunne nyde at have deres mor lidt for sig selv et par timer. Og kronprinsessen gav da også al sin opmærksomhed til sine to store børn.

Mary hyggede om børnene

Forinden havde den lille familie begejstret fulgt cirkus-forestillingen med alle DRs populære figurer som Bjørnen Bruno, Hr. Skæg, Sebastian, Signe, Bamse og Rosa fra Rouladegade. Christian og Isabella sad på første række, og kunne derfor nemt følge med i det hele.

Mary havde, som mange andre forældre blandt publikum, forsynet børnene med popcorn, farverige slikkepinde og lys-legetøj, og så blev showet, der er arrangeret af DR og Muskelsvindfonden, ellers fulgt med store øjne. Med både sang, akrobatik, glimmer og sjove sketches var der masser at se på, og der blev undervejs grinet og klappet flittigt.

Flere af Marys venner var med - veninden Julie Mølsgaard samt Chris Minh Doky, der er gift med kronprinsessens hofdame, Tanja, og som er den musikalske leder af forestillingen. Derudover havde Mary inviteret nogle børn med, som Christian og Isabella kunne lege med.

Læs mere om: