Seje dronning Margrethe på arbejde igen

Foto: Hanne Juul / BILLED-BLADET

Dronning Margrethe tog ikke hjem og slappede af nogle dage efter statsbesøget i Ghana, som hun kom hjem fra søndag aften. I stedet tog dronningen nærmest direkte på arbejde.

Tirsdag, 28. november 2017 - af Trine Larsen

De fleste andre, ville have snuppet en fridag eller to, hvis de lige havde været den absolutte hovedperson i fem dage. Men ikke dronning Margrethe.

Vores seje og ukuelige dronning landede i Danmark søndag over middag efter et strabadserende, programfyldt og oplevelsesrigt statsbesøg i Ghana, hvor hun var på fra tidlig morgen til sen aften.

Dronning Margrethe i højt humør

Den 77-årige regent var på sit første statsbesøg i det Vestafrikanske land, så majestæten ville nå at opleve så meget som muligt. Dronningen deltog efter lange dage i to store gallamiddage, hvor hun var vært ved den ene, og hun var også til adskillige frokoster, hvor hun var æresgæst blandt flere hundrede gæster.

Dronningen holdt også mange taler, ligesom hun stillede op flere gange for både danske og ghanesisk presse.

Alt sammen i højt humør og med store glade smil på læben og  i et tempo, der kunne tage pusten fra de fleste, hendes alder taget i betragtning.

Majestæten holdt ikke fri

Derfor kunne man tro, at dronningen ville snuppe sig en fridag ved hjemkomsten efter den lange flyvetur, men allerede mindre end et døgn efter majestæten var landet i Danmark, var dronning Margrethe atter igang.

Der stod dronningen nemlig på Christiansborg, hvor der var offentlig audiens. Og her skulle dronningen igen være på og snakke med de mange, som lagde vejen forbi til audiensen.