Billeder: Prins Charles hyldede Bond i London
BILLED-BLADET var med til den store galla-premiere på Bond-filmen "Skyfall" i London med royal deltagelse.
I modsætning til sin mor, dronning Elizabeth, foregik det ikke i faldskærm, da han ankom til royal Albert Hall i London sammen med Camilla parker.
Et "himmelfald" som ved sommerens OL havde ellers været passende, eftersom "skyfall" netop er titlen på Daniel Craigs ny Bond-fillm.
Den markerer samtidig 50-års filmfødselsdagen for hendes majestæts hemmelige tjener. Men Charles valgte altså at køre i sin Rolls hele vejen op ad den røde løber, der var lagt ud over hele kørebanen, og som først stoppede foran hovedindgangen til Royal Albert Hall.
Folk i hundredvis havde stået fra morgenstunden for at følge begivenheden, og som den spanske skuespiller Javier Bardem, der spiller skurken Silva, bemærkede, da han trådte ud:
- Det er vist kun mr. Bond, der kan få lukket det meste af det centrale London.
Bardem ankom til næsten lige så stor applaus som Daniel Craig. 007 himself var som den første af de i alt 7.000 gæster på pletten, og han gav sig god tid til at skrive autografer. Men han tog turen på løberen uden sin hustru Rachel Weiz, der dog ventede indenfor.
Mange havde ellers håbet at få et glimt af det celebre, men pressesky par her. Til gengæld var der så uendelig mange andre stjerner.
Filmens Bond-girls Naomi Harris og Berenice Marlohe løb selvfølgelig med meget af opmærksomheden, men også "gamle" Bond-girls som goldfingers guldindsmurte "lig" Shirley Eaton samt Fiona Fullerton og Kristina Wayborn fra Roger Moores æra var til stede. Og som et lille dansk islæt - nu hvor Jesper Christensen ikke kom med i filmen som skurk - sås Christopher Lees danske kone Gitte.
Meget rørende fulgte hun sin mand op ad løberen. Lee er 90 års gammel, men uforglemmelig i Bond-historien som "Manden med den gyldne pistol".
Klokken halv otte var alle på plads, og Daniel Craig og co. kunne modtage deres royale håndtryk. Foran Royal Albert Hall måtte folk nøjes med at brække plakaterne af Daniel Craig ned og tage dem med hjem.
Der er først premiere på "Skyfall" for folket i London på fredag. Samme dag åbner den i Danmark, men allerede i aften, onsdag, er der dansk gallapremiere i København.
Læs mere om den og hele den store royale fest i London i BILLED-BLADET.












![[title]](http://www.femina.dk/sites/femina.dk/files/storage_1/media/farlige-slankemetoder.jpg)




