En af hertuginde Catherines favoritdesignere indgår samarbejde med H&M

GALLERI: Hertuginde Catherine i Erdem

Det britiske mærke Erdem har flere berømtheder på kundelisten, og nu indgår mærket samarbejde med H&M.

Mandag, 17. juli 2017 - af Juliane Olsen

Fans af 35-årige hertuginde Catherines stil kan godt begynde at glæde sig, for H&M har netop annonceret et samarbejde med britiske Erdem.

Mærket er et af hertugindens foretrukne, og en anden fan af modehuset er desuden den amerikanske skuespiller Gwyneth Paltrow.

H&M’s designsamarbejder er hurtigt blevet eftertragtede, fordi de findes i begrænsede kollektioner, og så er de bedste designere pludselig budgetvenlige.

Kollektionen vil vække interesse

Den feminine kollektion er ifølge people.com designet af Erdem Moralioglu, der er kendt for broderede blondekjoler, blomstrede kreationer og farvestrålende frakker.

Kollektionen bliver nok ikke helt så højt profileret som tidligere kollektioner, der tæller Commes de Garcons, Alexander Wang, Versace, Lanvin, Balmain og Kenzo.

Den kommer dog helt sikkert til at vække lige så stor glæde hos kunderne, eftersom det nu er muligt at få en stil som en kongelig til en god pris.

Erdem har berømte fans

Kollektionen bliver lanceret i november 2017, og stjernerne elsker altså designerens fantasifulde og feminine æstetik.

Berømte fans tæller hertuginde Catherine, Keira Knightley, Alexa Chung og Anne Hathaway.

Designeren bag har dog tidligere udtalt om sine kreationer, at han aldrig tænker over, hvad der er sexet, når han designer.