24. okt. 2013
Af Lisbeth Grube

Fire generationer samlet til kongelig barnedåb

87-årige dronning Elizabeth oplevede et ganske særligt øjeblik ved dåben af lille prins George på tre måneder.

Historiens vingesus kunne næsten høres, da britiske prins George Alexander Louis onsdag blev døbt i Chapel Royal i St. James' Palace i London. Det var nemlig første gang siden 1894, at fire generationer af den kongelige familie blev fotograferet officielt sammen.

Dåbsbarnet George blev fotograferet med sin far, prins William, farfar prins Charles og oldemor, dronning Elizabeth - og det er næsten 120 år siden, at en britisk monark er foreviget med tre fremtidige monarker på samme foto. Sidst det skete var, da dronning Victoria blev fotograferet med sin søn, senere kendt som Edward VII, sit barnebarn, som blev George V, og sit oldebarn, der regerede kortvarigt som Edward VIII, inden han abdicerede.

Den 44-årige fotograf Jason Bell, som blandt andet har fotograferet stjerner som Nicole Kidman og David Beckham, fik tildelt den betroede opgave at knipse de officielle fotos, som bliver offentliggjort senere i dag.

Læs mere om: