3. aug. 2017
Af Juliane Olsen

Prins Philip på sidste opgave inden pension

Prins Philip
Prins Philip
Foto: AOP
Dronning Elizabeths mand trodsede regnen, da han varetog sin sidste officielle opgave ved en parade foran Buckingham Palace.

Den 96-årige prins Philip kan nu se frem til at nyde sin pension, efter han onsdag morgen havde sin sidste officielle opgave.

Her trodsede han ifølge hellomagazine.com regnen ved en parade foran Buckingham Palace, der markerede slutningen på Royal Marines' 1664 Global Challenge.

Ifølge en talsmand fra Buckingham Palace markerede paraden ”slutningen på Hans Kongelige Højheds individuelle program”.

Begivenheden var særlig

Det er dog muligt, at prins Philip fra tid til anden vil vælge at deltage ved visse begivenheder i selskab med dronning Elizabeth.

Dette var en særlig begivenhed for prinsen, eftersom han er generalkaptajn for The Royal Marine, en udnævnelse han fik i 1953 efter kong Georg 6.’s død.

Til trods for det barske vejr mødte prins Philip repræsentanter for organisationen heriblandt marinesoldater, veteraner og kadetter.

March afsluttede begivenheden

Begivenheden sluttede af med en march, en kongelig salut og tre hurraråb for prins Philip, der altså nu går på pension.

Til trods for sin mands beslutning så har dronning Elizabeth ikke udvist noget ønske om at skære ned på sine forpligtelser.

Læs mere om: