20. nov. 2015
Af Juliane Olsen

TILLYKKE: Dronning Elizabeth og prins Philip fejrer 68-års bryllupsdag

Den britiske dronning Elizabeth og hendes mand, prins Philip, kan fredag fejre, at det er 68 år siden, de blev gift.
Storbritanniens dronning Elizabeth mødte sin kommende mand, prins Philip, første gang i 1934, og efter deres andet møde i 1939 begyndte kærligheden for alvor at spire. Til trods for, at prinsessen blot var 13 år på det tidspunkt, nærede hun varme følelser for den unge prins af Grækenland og Danmark, og de to blev officielt forlovede den 9. juli 1947. Parret blev gift den 20. november 1947 – for præcis 68 år siden fredag – i Westminister Abbey, og de modtog samtidig 2500 bryllupsgaver fra hele verden. LÆS MERE: Prins William roser dronning Elizabeths humor

Dronning Elizabeth måtte bruge rationeringsmærker

Dronning Elizabeths brudekjole var designet af Norman Hartnell, og Storbritannien var stadig så mærket efter krigen, at hun måtte benytte sig af rationeringsmærker for at købe materialerne. Efter brylluppet slog ægtefolkene sig ned på Windlesham Moor nær Windsor Castle til juli 1949, hvor de flyttede ind på Clarence House i London. Dronning Elizabeth og prins Philips første barn, tronfølgeren prins Charles, blev født den 14. november 1948, og i 1950 kom prinsesse Anne til. Prins Andrew blev født 10 år senere, i 1960, og dronning Elizabeths sidste barn, prins Edward, kom til verden i 1964.

Læs mere om: