25. apr. 2013
Af af Marianne Singer

Kongeligt stjernetræf i Holland

Kronprins Willem-Alexander, kronprinsesse Maxima, kronprinsesse Mette-Marit, kronprins Haakon, kronprinsesse Victoria, prins Daniel, kronprinsesse Mary og kronprins Frederik.
Kronprins Willem-Alexander, kronprinsesse Maxima, kronprinsesse Mette-Marit, kronprins Haakon, kronprinsesse Victoria, prins Daniel, kronprinsesse Mary og kronprins Frederik.
Foto: AOP
Når kronprins Willem-Alexander bliver til konge den 30. april, vil kongelige superstjerner fra hele verden komme for at fejre hans nye titel.

Langt de fleste af de kongelige gæster, der deltager i festlighederne i forbindelse med tronoverdragelsen i den kommende uge vil være af den yngre generation, som har fået stjernestatus verden over.

Dermed kommer tv-seere og det hollandske folk til at opleve noget af det ypperste inden for kongelige navne på den røde løber foran Rijksmuseet i Amsterdam, når det hollandske kongehus inviterer til fin gallamiddag aftenen før tronoverdragelsen og igen dagen efter, når selve tronskiftet finder sted i Nieuwe Kerk i byens centrum.

Fra Danmark kommer vores stilige kronprinspar Frederik og Mary, der vil møde mange af deres nære venner til festen, deriblandt den svenske kronprinsesse Victoria og prins Daniel og den norske kronprins Haakon med sin hustru Mette-Marit.

Belgien bliver også repræsenteret af deres kronprinspar Philip og skønne Mathilde, mens det bliver kronprins Felipe og den petit kronprinsesse Letizia, der kommer fra Spanien og luxembourgske arvestorhertug Guillaume og hans hustru Stéphanie, som selv holdt stor kongelig fest til deres bryllup i oktober.

Fra Storbritannien, der ofte bliver repræsenteret af prins Edward og grevinde Sophie af Wessex ved udenlandske kongelige fester, kommer meget passende tronfølger prins Charles med sin Camilla.

Blandt overraskelserne er, at den japanske kronprins Naruhito følges med sin hustru kronprinsesse Masako, der har kæmpet med sin stress-sygdom i mange år og ikke har været på en officiel udenlandsrejse, siden hun i december 2002 besøgte Australien og New Zealand. Men heller ikke mere end at det virker oplagt, da kronprinsen er en nær ven af Willem-Alexander, og Masako tidligere har nydt et ophold i Holland, da hun under sit seneste besøg nød nogle afslappende uger med datteren Aiko på dronning Beatrix slot Het Oude Loo. Derudover bor og arbejder hendes forældre i den hollandske by Haag.

Læs mere om: