Billeder: Kongelig festdag i Norge - Harald og Sonja fejret
Kong Harald og dronning Sonja fylder begge i år 75 år. Torsdag blev der afholdt fælles fødselsdag for regentparret
I alt 3.000 børnehavebørn fra Oslo havde taget plads på slotspladsen for at synge fødselsdagssang for deres konge og dronning. Og de mange fremmødte fik hele kongefamilien at se, som alle stod på balkonen og udråbte et fælles hurra sammen med de mange borgere.
Kong Harald fyldte 75 år den 21. februar, og dronning Sonja kan fejre sin 75-års fødselsdag den 4. juli. Regentparret har kendt hinanden i 53 år, og torsdag valgte de at fejre deres fødselsdag sammen.
Selvom de fleste nok ville have pensioneret sig forlængst, er regentparret stadig i fuld vigør. Og ikke mindst stadig fyldt med kærlighed til hinanden.
Til NTB har dronning Sonja udtalt, at hendes største opgave er at være en god støtte for sin mand. Og den støtte er ikke ubemærket gået hen for kongen.
- Vi supplerer hinanden godt. Nu kan jeg se, hvilken fordel jeg har i forhold til kong Olav, der var alene i så lang tid. Jeg har faktisk nogen at tale med. Der er altid en god idé at gå til nogen der ved hvad man taler om. For os har det ikke været nogen ulemper ved at arbejde sammen, sagde kongen til Dagbladet i et portrætinterview i februar i år.
Torsdag aften var der gratis koncert for alle i Operaen, hvor repertoiret bød på dans, sang, ballet, taler og videohilsner til regentparret. Hele aftenen var en rørende oplevelse for kongefamilien. Ikke mindst, da en af talerne handlede om terrorangrebet i Oslo den 22. juli sidste år, hvor kongefamilien besøgte ofrene og de efterladte.
- I trøstede et sørgende folk og samlede os som en nation. Kongefamilien er uvurderlig, lød ordene blandt andet til regentparret, som fik Mette-Marit til at fælde en tårer.
Statsminister Jens Stoltenberg stod for et mere muntert indslag, da han i sin tale til regentparret blandt andet sagde, at han ikke kendte nogen, som så ofte havde deres børn med på job, og tog deres vikar samt to generationer med til ens fødselsdagsfest, sagde han til stor morskab for familien.
Se billederne fra den festlige dag i Norge:













![[title]](http://www.femina.dk/sites/femina.dk/files/storage_1/media/panthermedia_1938121_2480x1735.jpg)




