Det norske folk er vilde med kongen og kronprinsen
Kong Harald får ros fra 93 % af befolkningen i Norge i ny undersøgelse. Kronprins Haakon er næsten lige så populær.
Der er ingen vaklen i geledderne, når indbyggerne i de skandinaviske lande får mulighed for at sige deres mening om de kongelige. Senest har indbyggerne i Norge vendt tommelfingrene op for deres kongelige. Især kong Harald og kronprins Haakon gør det godt i befolkningens øjne.
93 % af de adspurgte i den undersøgelse, Dagbladet i Norge har fået lavet, tilkendegiver, at den norske kong Harald gør et godt job for Norge, og kronprins Haakon slægter i mere end én forstand sin far på. Han har nemlig 89 % af befolkningen bag sig, når han repræsenterer landet. Hans hustru, kronprinsesse Mette-Marit klarer sig også flot med 75 % i opbakning. Dronning Sonja får 81 % i støtte.
I den anden ende af skalaen finder man ikke uventet prinsesse Märtha Louise og Ari Behn, der begge er svækket i undersøgelsen af, at de har langt færre repræsentative opgaver end de andre kongelige samt at deres selvvalgte borgerlige livsstil lægger en dæmper på det glamourøse og diplomatiske aspekt af deres roller.
25 % mener, at Märtha Louise gør et godt job for Norge, mens kun 5 % mener det samme om Ari Behn.

















