Märtha Louises hus er endelig lejet ud
Efter tre måneders jagt på lejere er det lykkedes at lave en aftale
Nu ser det ud til, at den sidste sten på vejen før prinsesse Märtha Louise og Ari Behn kan flyttte til London er ryddet. Parret har nemlig fået lejet deres hus i norske Lommedalen ud, skriver den norske avis VG.
Den ansvarlige ejendomsmægler hos firmaet Privatmegleren Jan Herud vil ikke ud med, hvem der har lejet det royale domicil og heller ikke, hvor meget vedkommende betaler for de flotte omgivelser. Men avisen skriver, at den månedlige husleje tidligere har været angivet til 45.000 norske kroner i udlejningsannoncen. Prisen blev dog fjernet igen i løbet af sommeren. Og ejendomsmægleren kan bekræfte, at alle er tilfredse.
Hvornår i løbet af efteråret, Märtha Louise og resten af familien rykker teltpælene op og lægger moderlandet bag sig, er endnu ikke offentliggjort.
SE OGSÅ: Kom indenfor - så lækkert bor Märtha Louise
Sikkert er det dog, at prinsessen skal pendle frem og tilbage mellem London og Norge, fordi hun stadig skal undervise på Engleskolen, som hun driver sammen med Elisabeth Nordeng. Samtidig beholder hun også en række officielle pligter i Norge.
Märtha Louise og Ari Behns tre døtre, Maud Angelica, 9, Leah Isadora, 7, og lille Emma Tallulah, 3, får imens pudset sprogkundskaberne af, da de skal gå i engelsk skole.
Hvor længe familien skal residere i London vides ikke, men ifølge VG er der tale om et langtidsophold.
















