1. okt. 2013
Af Malan Joensen

Kong Juan Carlos fik besøg af børnebørnene på hospitalet

Kong Juan Carlos.
Kong Juan Carlos.
Foto: AOP
Den spanske konge er indlagt efter endnu en hofteoperation – og en ny operation venter inden for de næste par måneder.

Spaniernes kong Juan Carlos, 75 år, har gået grueligt meget igennem på hoftefronten på det seneste.

Efter at have fået en infektion omkring det kunstige hofteled, som kong Juan Carlos har fået indsat i venstre hofte, måtte han i sidste uge på operationsbordet og have sat et midlertidigt led ind.

Om et par måneder skal kong Juan Carlos så igennem endnu en hofteoperation, hvor han får en ny, kunstig hofte.

Kong Juan Carlos har således udsigt til mange dage i hospitalssengen i den nærmeste fremtid, men heldigvis formår hans børnebørn at skabe lyspunkter for den uheldige konge.

I weekenden fik han besøg af prinsesse Leonor, der bliver otte i næste måned, prinsesse Sofia på seks år og forældrene kronprins Felipe og kronprinsesse Letizia.

Det skriver Hello Magazine.

Børnebørnene og forældrene besøgte kong Juan Carlos i omkring halvanden time og fulgtes ud af hospitalet med dronning Sofia.

Det er langt fra første gang, den uheldige spanske konge oplever problemer med hofterne – sidste år brækkede han således den højre hofte under en elefantjagt i Botswana i april.

Læs mere om: