17. dec. 2014
Af af Birgitte Engen, royalista.com. Oprindelig engelsk version af Victoria Rogena Holst Poulsen

Kongelig chokoladejul i Spanien

Den spanske kongefamilie
Den spanske kongefamilie.
Foto: AOP
Den spanske kongefamilie er blevet støbt i chokolade i anledningen af julen.

Vi har allerede set den spanske kongefamile i voks, men hvorfor ikke en model i naturlig størrelse af kong Felipe, lavet af ren chokolade?

Det er da yummy på mere end én måde …

Og det er lige præcis, hvad et lokalt konditori, kaldet “Galleros Artesanos”, i byen Rute i den spanske provins Andalusien har gjort med både Felipe, Letizia, Sofia og Juan Carlos.

Kongefamilien støbt i chokolade

For fem år siden besluttede konditoriet at støbe det daværende kongepar, kong Juan Carlos og dronning Sofia, i chokolade i fuld størrelse.

Senere kom Felipe og Letizia til, mens de stadig var kronprins og kronprinsesse.

Sidste år, i 2013, støbte man så alle fire figurer.

Paven er kommet til

Så da både det gamle og det nye kongepar allerede stod klar, har konditoriet i år valgt at tilføje pave Frans i hvid chokolade.

Nu står alle fem figurer så udstillet på “Galleros Artesanos” sammen med konditoriets traditionelle julechokolader.

Her er f.eks. julekrybber og modeller af hele spanske byer, altsammen skabt i ren chokolade.

Kongen krævede meget chokolade

Chokoladekunstnerne har brugt måneder på at skabe de royale chokoladestatuer, og der gik den (g)astronomiske mængde af 450 kilo chokolade til figuren af kong Juan Carlos.

Der gik 340 kilo til kong Felipe, 320 kilo til dronning Letizia og “kun” 280 kilo til dronning Sofia.

Pave Frans krævede 350 kilo hvid chokolade.

Udstillingen kan ses endnu

Hvis du kommer til Spanien inden den 25. december, kan du nå at opleve den royale udstilling på denne adresse: Carretera Lucena-Route, 14960 Rute, Spanien.

Rygter vil vide, at man deler smagsprøver på chokolade ud på stedet, og at der ligger en yderst fristende butik i tilknytning til udstillingen.

Denne artikel er lavet i samarbejde med royalista.com.

https://imgix.billedbladet.dk/chokoladedronning.jpg
Foto: AOP

Læs mere om: