13. jul. 2017
Af Marianne Singer

DIN GUIDE: Sådan følger du fejringen af kronprinsesse Victoria

Prinsesse Estelle og kronprinsesse Victoria.
Prinsesse Estelle og kronprinsesse Victoria.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Der venter kronprinsesse Victoria en forrygende fest, når hun fredag den 14. juli fylder 40 år. BILLED-BLADET giver dig her et overblik over fejringen, og hvordan du følger den.

Det bliver uden tvivl årets kongelige fest i Sverige, når kronprinsesse Victoria fejrer sin 40-års fødselsdag sammen med familien og folket.

Kong Carl Gustaf, dronning Silvia, prins Carl Philip og hans hustru, prinsesse Sofia, samt prinsesse Madeleine og hendes mand, Chris O’Neill, er alle med, når kronprinsesse Victoria sammen med prins Daniel og deres to børn, prinsesse Estelle og prins Oscar, tiljubles i først Stockholm og derefter på Öland.

To dages fejringer

I år er fejringen udvidet, fordi Victoria fylder rundt, og derfor fejres hun i ikke blot én, men to dage.

BILLED-BLADET er naturligvis også på pletten i løbet af Victorias festlige dage – følg med på billedbladet.dk og se de flotte billeder og spændende reportager i næste uges blad.

ROYALT TV: Derfor er vi vilde med Victoria

Festligt program

Fødselsdagsprogrammet ser således ud:

FREDAG 14. JULI

  • Kl.10.00: Kongefamilien m.fl. deltager i Te Deum (taksigelsesgudstjeneste, red.) i den kongelige slotskirke i Stockholm.
  • Kl.11.15-13.00: Modtagelse i slotshaven for Te Deum-gæsterne. Her vil også være overrækkelse af gaver.
  • Kl.12.00: Salutering fra Skeppsholmen.
  • Kl.13.00: Kronprinsessefamilien kører i kortege fra slottet gennem Stockholms gader til Hovstallet. De passerer blandt andet Skeppsbron, Norrbron, Kungsgatan samt Birger Jarlsgatan/Dramaten.
  • Kl. 18.30: Victoriadagen fejres på Borgholms idrætsplads på Öland.

LØRDAG 15. JULI

  • Kl. 11.00 Kronprinsesse Victoria tager traditionen tro imod lykønskninger fra folket foran Sollidens Slott.

TV sender direkte

Hvis ikke man har mulighed for at være med i Sverige, er der gode muligheder for at følge med på TV.

Svensk TV er klar til at vise festlighederne fra første parket, når SVT1 fredag 14. juli kl. 11.25 sender direkte fra fejringen i Stockholm.

Senere på aftenen kl. 21.00 viser SVT1 det store fødselsdagsshowet ”Grattis kronprinsessan!” fra Öland, der også kan ses som en genudsendelse dagen efter kl. 12.00.

Læs mere om: