16. jun. 2017
Af John Lautrup

Kronprinsesse Victoria mødte Sting

Sting
Kronprinsesse Victoria og dronning Silvia flankerer ægteparret, Sting og Trudie Styler, efter prisoverrækkelsen.
Foto: AOP
Sting, 65 år, fik overrakt én af musikverdenens mest eftertragtede priser, Polar Musikpris, af Sveriges kong Carl Gustaf.

65-årige Sting med fødenavnet Gordon Sumner har ved en storstilet gallafest i Stockholms Koncerthus torsdag den 15. juni modtaget årets Polar Musikpris. Kong Carl Gustaf overrakte den ærefulde pris, der af mange betragtes som musikkens svar på Nobelprisen.

Den uddeles hvert år til en repræsentant fra populærmusikken og én fra den klassiske gren af musikverdenen. Så popstjernen Sting var ikke aftenens eneste vinder. Også jazzikonet Wayne Shorter modtog en Polar-pris. Ud over æren bliver begge kunstnere begavet med én million svenske kroner.

- Denne pris betyder rigtig meget for mig. Jeg er fuldt ud klar over prisens prestigefyldte historie: Mine forgængeres ekstraordinære talent og deres betydningsfulde bidrag til musikkens verden. Så jeg er både taknemmelig og en smule forundret over at blive inkluderet i deres kreds, sagde Sting i sin takketale.

Mødte Victoria og Silvia

Som en ekstra bonus fik Sting og hans hustru siden 1992, Trudie Styler, mulighed for at møde dronning Silvia og kronprinsesse Victoria, der tidligere har vist, at hun er meget glad for pop og rock.

Polar Musikpris blev indstiftet af ABBAs legendariske manager Stig "Stikkan" Andersson i 1989 og har udviklet sig til at blive én af de største og mest anerkendte i branchen. Noget, som arrangørerne ikke undlod at gøre opmærksom på i en drillende pressemeddelse, hvor følgende sætning optrådte:

- "Når kunstnerne modtager prisen, er ærefølelsen så stor, at selv Bob Dylan, prismodtageren i 2000, kom til ceremonien for at få overrakt sin pris af kongen".

... som bekendt kunne Bob Dylan ikke afse tid til at møde personligt op, da han i år modtog den rigtige Nobelpris.

Læs mere om: