10. dec. 2014
Af Malan Joensen

Sofia Hellqvist og Chris O'Neill får debut ved Nobelfestlighederne

Prins Carl Philips forlovede og prinsesse Madeleines mand deltager for første gang i Nobelfejringen onsdag - se billeder af flotte gallakjoler fra de tidligere år her.

I dag finder den traditionsrige Nobel-prisuddeling sted i Stockholm og Oslo (hvor Nobels Fredspris uddeles til pakistanske Malala Yousafzai og den indiske menneskerettigsforkæmper Kailash Satyarthi red.).

Samme aften fejres prisuddelingen i den svenske hovedstad med en storslået banket, hvor blandt andre store dele af kongefamilien deltager.

Og i år vil alle familiens medlemmer trække i gallatøjet og går til Nobelbanket. Det skriver det svenske magasin Svensk Damtidning.

Se også: Prinsesse Madeleine deler nyt portræt af sig selv og prinsesse Leonore

Sidste år måtte prinsesse Madeleine blive hjemme i New York, da hun var så langt henne i sin graviditet, at hun ikke kunne rejse. Året før var hun til festen alene, da ægtemanden Chris O’Neill ikke kunne deltage. I år er begge med, og Chris O’Neill får således sin Nobelbanket-debut.

Prins Carl Philips forlovede er med

Chris O’Neill er dog ikke den eneste nye royale – også prins Carl Philips forlovede Sofia Hellqvist, som skal giftes med sin svenske prins 13. juni 2015, er med for første gang.

De to debutanter har heldigvis erfarne kræfter at læne sig op ad. Således er det dronning Silvias 38. Nobelbanket. Dronningen deltog første gang den 10. december 1976, knap et halvt år efter hun i juni 1976 var blevet gift med kong Carl Gustaf.

Se også: Sødt postkort fra kronprinsesse Victoria, Daniel og prinsesse Estelle

I 1995 var det så kronprinsesse Victorias tur til at tage plads ved det fornemme bord, dækket med særlig Nobel-dug og porcelæn. I 2010 kunne hun tage gemalen prins Daniel med, og han har således også været gæst flere gange ved den storslåede fest.

Pyntet med tusindvis af blomster

Nobelprisuddelingen og den efterfølgende banket stammer tilbage fra 1901 og finder altid sted den 10. december, der er stifteren Alfred Nobels dødsdag.

Siden 1934 er banketten blevet afholdt på Stockholms rådhus, og tidligere har den fundet sted på Grand Hôtel. Fra klokken 18.30 i aften bydes gæsterne indenfor i rådhusets såkaldte Blå Sal, og et par minutter over 19.00 træder kongefamilien ned af hovedtrappens 39 trin og indtager deres pladser.

Ifølge Nobelprisens officielle website er rådhuset pyntet med omkring 15.000 blomster, og til de forskellige dekorationer ses blandt andet roser, nelliker, hortensia, orkidéer, eukalyptus, nerine og amaryllis i mørkerød, rød, pink og ceriserøde nuancer.

Dette års menu vil først blive offentliggjort onsdag aften, men allerede nu ved man, at der står 43 kokke bag middagen, der serveres af 260 tjenere. Og ser man på sidste års menu, får man et fingerpeg om, at gæsterne godt kan begynde at glæde sig.

Ingen toiletpauser

Ved Nobelbanketten i 2013 kunne gæsterne nyde perlehønemosaik og gulerodsvariation med trøffel fra Gotland og kantarel-duxelles (finthakkede kantareller sauteret med smør, urter og skalotteløg) med trøffelmayonnaise.

Til hovedret var der en såkaldt pighvarkuppel med hummerfyld, tartelet med jomfruhummer på et leje af ostecreme og spinat, spidskålsterrine, jomfruhummersauce og kartoffelpuré.

Til dessert var der chokolade-silhuet med nougat og havtorn.

Vinene var Champagne Gaston Chiquet Cuvée Tradition Brut Premier Cru, Château l’Hospitalet La Reserve Rouge 2011 Coteaux du Languedoc la Clape og Nivole Moscato d’Asti 2012, Michele Chiarlo.

Når debutanterne i aften sætter sig til bords, er der sandsynligvis nogle, der har hvisket dem i øret, at de skal holde igen med drikkevarerne.

Der er nemlig ingen mulighed for toiletpauser i de cirka 4 timer, den overdådige middag varer.

Sendes på svensk TV

Hvis du vil se, hvordan de svenske kongelige og Nobelfestlighederne tager sig ud, sender svensk SVT 2 fra uddelingen af Nobels Fredspris i Oslo klokken 12.50, uddelingen af Nobelpriserne i Stockholm klokken 16.25 og fra banketten klokken 19.00.

Fra klokken 20.00 kan man følge banketten på SVT 1.

Nobelprisens hjemmeside vil der også være livestreaming fra de forskellige Nobel-begivenheder dagen igennem.

Læs mere om: