13. jun. 2016
Af Marianne Singer

TILLYKKE: Prins Carl Philip og prinsesse Sofia fejrer deres første bryllupsdag

prinsesse sofia
Prins Carl Philip og prinsesse Sofia.
Foto: AOP
Prins Carl Philip og prinsesse Sofia blev gift ved et storslået bryllup i den kongelige slotskirke i Stockholm for et år siden, og de har sidenhen fået den skønneste lille dreng, prins Alexander.
Da prins Carl Philip og prinsesse Sofia blev gift den 13. juni sidste år satte det de helt store følelser i gang. Alle lige fra kronprins Frederik til kronprinsesse Victoria og kronprinsesse Mette-Marit, og selvfølgelig prins Carl Philip og prinsesse Sofia selv, havde tårer i øjenkrogene i den kongelige slotskirke i Stockholm.

Deltag i vores afstemning og vind drømmerejse

Eftermiddagsbrylluppet var på mange måder unikt, fordi det ikke bare var traditionelt, men også afslappet, folkeligt og moderne.

Prins Carl Philip og prinsesse Sofias store overraskelse

Efter at prins Carl Philip og prinsesse Sofia blev erklæret for rette ægtefolk, kom brudeparrets store overraskelse – vuggende gospelrytmer fra Samuel Ljungblahd, der fyldte kirkerummet med sangen ”Joyful, joyful”, mens parret langsomt gik ned ad kirkegulvet, og de mange gæster rejste sig og klappede af det nygifte par. Dronning Margrethe var en selvskreven æresgæst som gudmor til prins Carl Philip, men også kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Marie deltog. Efter vielsen blev et rørt brudepar hyldet ude foran slottet, og til folkets store begejstring blev det også til et forelsket kys på Lejonbacken. LÆS MERE: Prinsesse Sofia tilbage efter fødslen

Prins Alexander fuldendte lykken

Prins Carl Philip og prinsesse Sofia fortsatte festlighederne i hestevogn gennem byen, hvorefter det var tid til bryllupsmiddagen i balsalen Vita havet. Den festlige dag sluttede med dans i slottets pragtfulde Karl XIs galleri, hvor de tæt på 400 gæster dansede til langt ud på natten. Godt ti måneder efter den mindeværdige begivenhed fødte prinsesse Sofia en sund og velskabt dreng på hospitalet i Danderyd. Prins Alexander kom til verden den 19. april og fuldendte dermed lykken for det unge par.

Læs mere om: