Det var ikke specielt sjovt at være kvinde og beskyldt for hekseri for 400 år siden. Blev man dømt, lød straffen nemlig typisk på dødsstraf - og det foregik ved, at man blev brændt levende.

Ved Sankt Hans brænder vi også en heks af, men denne tradition har ikke så meget med de gamle hekseafbrændinger at gøre. Papirheksen begyndte man nemlig først at smide på bålet i slutningen af 1800-tallet.
I Danmark så man først for alvor hekseafbrændinger i 1500-tallet, særligt efter reformationen i 1536, og den sidste danske kvinde - Anne Palles - blev dømt efter anklager om hekseri i 1693.

- Der var omkring 1.000 mennesker i Danmark, der blev dødsdømt. Og der er egne i Danmark, hvor der var særligt mange hekseprocesser. I små landsbyer kunne fem-seks-otte kvinder blive brændt på bålet, og det er jo virkelig meget i småbyer på ofte 100 mennesker. Men der var også områder helt uden hekseprocesser. Det var dog ofte sådan, at den slags smittede, siger Louise Nyholm Kallestrup, ph.d. og forsker i bl.a. hekseafbrændinger og trolddomsforfølgelser ved Syddansk Universitet.

Forskel på god og dårlig magi
Man ved, at omkring 2.000 mennesker blev anklaget for hekseri, og heraf blev 1.000 altså dømt og typisk brændt levende. Formildende omstændigheder - såsom blåt blod i årerne - kunne udløse halshugning i stedet.

- Anklagerne om hekseri skete som regel i forbindelse med, der var sket en ulykke, eller der på anden måde var sket noget dårligt for en. I en retssag lagde dommerne vægt på, at den formodede troldkone havde truet med djævlen og lovet f.eks. en kvinde ondt. Hvis der så skete noget dårligt med kvinden, og man kunne bevise denne skadelige sammenhæng, så var der helt klart en sag og typisk en dødsdom. Hvis der var tale om god magi eller helbredende ritualer, skulle man landsforvises, forklarer Louise Nyholm Kallestrup.

Hekse blev dengang anset som lovovertrædere, og hvis kongen ikke straffede dem, ville Gud straffe hele samfundet. Man troede jo, at hekse var Satans allierede og dermed Guds fjender. Derfor gjorde dem, der anmeldte heksene, i datidens optik en god gerning for samfundet, siger forskeren.

Lov udløste flere dødsdomme
Man regner med, at der har været hekseprocesser helt tilbage i Middelalderen, men det er primært efter reformationen i 1536, at hekseafbrændingerne tog til i antal. Det er dog først i 1617 - hvor Christian d. 4 vedtog en lov, der definerede, hvad en troldmand var, at hekseafbrændingerne virkelig tog til.

- Det var meget voldsomt mellem 1617-1621, for før havde man ikke det samme juridiske grundlag, som Christian d. 4's lov gav. 50 pct. af processerne skete i disse år, siger Louise Nyholm Kallestrup.

Herefter gik det ned ad bakke for hekseafbrændingerne, da man, som Louise Nyholm Kallestrup kalder det, blev klogere og fik mere uddannelse.

- Oplysningstiden slog igennem, og dommerne, som var adelsfolk, blev mere veluddannede. Der var flere i samfundet, der udviste en skepsis over for hekseafbrændingerne.
Den sidste danske heks - Anne Palles - blev således dømt til døden i 1693.