14. dec. 2023
Af Sofie Nymand

Kispus blev Angelo Bruuns sidste film: Efter to tragedier ramte, adopterede ekskonen hans søn

Angelo Bruun
Angelo Bruun
Foto: Olav Kjelstrup/Ritzau Scanpix
Da tragedien ramte – ikke bare én men to gange – trådte Angelo Bruuns ekskone til. Hun var netop blevet taget til nåde efter mange år som uønsket i den danske underholdningsbranche.

I løbet af december bringer vi BILLED-BLADETs nostalgiske julekalender, hvor vi hver dag frem til juleaften pakker en historie ud fra dansk underholdnings både glamourøse og brogede fortid. Vi dykker ned i filmklassikerens finurlige detaljer, de glemte skæbner og giver et gensyn med datidens helt store skuespillere.

I 1956 spillede han den perfektionistiske modeskaber Marcel, som bliver inspireret af den bedårende Eva i filmen ”Kispus”.

Filmen var Danmarks første farvefilm, men den blev også Angelo Bruuns sidste.

Kort efter gik den 57-årige skuespiller bort på tragisk vis, da han styrtede ned ad en mørk kældertrappe og pådrog sig et dødbringende kraniebrud.

Det var en stor tragedie, og med ét blev hans hustru enke, og sønnen Claus mistede sin far.

Det dødelige fald skete hjemme hos Angelo Bruuns ekskone Gerda Madsen, som han besøgte sammen med sin hustru, Inger Lassen, som i øvrigt også medvirkede i føromtalte film.

Helle Virkner i Kispus.
Helle Virkner som Eva i "Kispus".
Foto: Ritzau Scanpix

Angelo Bruun og Gerda Madsen var gift i seks år, og efter skilsmissen forblev de trofaste venner.

Hun var også skuespiller, og op gennem 30’erne havde hun fået stor anerkendelse som karakterskuespillerinde, men herefter fulgte flere år uden roller. Gerda Madsen bar på en dunkel fortid, og efter krigen blev hun erklæret persona non grata.

Det uddybes i Poul Reichhardts biografi ”Blot et menneske”, som er skrevet af Anne-Sofie Storm Wesche.

Reichhardt var medlem af Skuespillerforbundets æresret, der efter besættelsen stod for at ekskludere de skuespillere, som havde været tyskervenlige og nærede nazistiske sympatier. Dansk Skuespillerforbund ekskluderede fire skuespillere, der havde deltaget i tyske propagandaudsendelser, og yderligere tre på grund af ”unational adfærd”. Én af dem var Gerda Madsen.

Sammen med Jens Asby havde hun sat en tysk finansieret revy op på Frederiksberg Teater og drog siden på turné til Tyskland. Mens Jens Asby var direktør for revyen på Frederiksberg Teater, der blev kaldt ”Værnemagtsteatret”, var Gerda Madsen primadonnaen.

Rygterne havde længe svirret om deres sympatier, og parret gik til bekendelse. Efter krigen blev tiden derfor svær, og i ti år var hun uønsket i den danske underholdningsbranche. Hun endte dog med igen at få småroller og et comeback i ”Vildfuglen” på Allé Scenen i 1955.

Året efter døde Angelo Bruun. Og der gik ikke længe, før endnu en tragedie ramte.

Hans hustru Inger Lassen var allerede kræftsyg, da ulykken ramte. Og der var ikke noget at gøre. Mens hun lå døende af kræft, adopterede Gerda Madsen parrets søn, Claus, som var 15 år, da hans mor døde i 1957.

Inger Lassen blev begravet ved siden af sin mand på Solbjerg Parkkirkegård på Frederiksberg.

Gerda Madsen blev 84 år og gik bort i 1986. Inden sin død nåede hun også at genetablere en vis karriere på film. Blandt andet er hun – ligesom sine to venner – foreviget i ”Kispus”, hvor hun spiller Fru Knudsen – Jakobs (Henning Moritzen) værtinde.

Læs mere om: