23. dec. 2023
Af Sofie Nymand

Skuespillerinden Lisbeth Movin forsvandt pludselig fra rampelyset: Det skete der

Lisbeth Movin
Lisbeth Movin
Foto: Lau Lauritzen Jr., Instruktør,
Lisbeth Movin havde mulighed for at blive en stor tragedienne på både film og teater. Men pludselig trak hun sig fra rampelyset.

I løbet af december bringer vi BILLED-BLADETs nostalgiske julekalender, hvor vi hver dag frem til juleaften pakker en historie ud fra dansk underholdnings både glamourøse og brogede fortid. Vi dykker ned i filmklassikerens finurlige detaljer, de glemte skæbner og giver et gensyn med datidens helt store skuespillere.

Det er i 1943, at den feterede og anerkendte filminstruktør Th. Dreyer får øje på hende.

På nationalscenen tryllebinder den 26-årige Lisbeth Movin publikum med sin kølige elegance og skarpskåren karakter, og talentet vil Dreyer udbrede i filmen ”Vredens dag”.

Lisbeth Movin har forinden været med i tre film, men det er først i rollen som præstekonen Anne Pedersdotter, at hun brænder sig fast i publikums bevidsthed.

Hun leverer en pragtpræstation, og herefter bliver hun en central skikkelse i dansk film.

To år efter ”Vredens dag” spiller hun blandt andet over for Poul Reichhardt i modstandsfilmen ”De røde enge”, og i 1952 gør hun sig som Gerda Hein i den uforglemmelige filmperle ”Det store løb”.

Sideløbende får succes på Det Ny Teater, hvor hun er primadonna. Men pludselig trækker hun sig fra rampelyset.

I 1945 gifter hun sig med skuespillerkollegaen og filminstruktøren Lau Lauritzen jun. Sammen får de tre børn, og det medfører, at hun i 1950’erne beslutter sig for at nedprioriterede sin karriere til fordel for familien – til stor ærgrelse for Dreyer:

– Lisbeth Movin havde muligheder i sig til at blive en stor tragedienne både på film og teater. Men hun brød af, fik mand og børn. Det var synd for både teatret og filmen, siger Carl Th. Dreyer i et interview med Politiken i 1964.

Lisbeth Movin fortryder dog ikke.

– I begyndelsen, da jeg også havde teaterarbejdet, var jeg tit en splittet sjæl. Når jeg skulle af sted på teatret, trak det hele derhjemme i mig, og når jeg var hjemme, syntes jeg, noget manglede, fortæller hun i et interview i 1956.

– Nu har vi det dejligt, i det hele taget har jeg jo haft den uendelige lykke at blive gift med den mand, jeg var forelsket i. Livet har formet sig roligt og harmonisk.

Hun vælger fortsat at tage visse roller på film, ligesom hun i en vis grad arbejder med radio og fjernsyn. Blandt andet spiller hun med i ”Matador”, hvor hun i afsnittet ”Lauras store dag” gør sig som kammerherreinde.

Lau Lauritsen Jr., Instruktør, Lisbeth Movin, skuespiller, familie, Hoffest.
Lisbeth Movin med sin mand, Lau Lauritzen Jr.
Foto: Allan Moe/Ritzau Scanpix

I en lang periode af sit liv helliger hun sig familien, men til sidst lykkedes det teatret at lokke hende tilbage til scenen. Og gensynet bliver overraskende:

– At vende tilbage til scenen som 50-årig, at vente hug og stik og så opleve at være kommet ind i et samarbejde, et kammeratskab så enestående, det er en glæde, fortæller Lisbeth Movin om ikke at træde ind på de skrå brædder.

Efter Lau Lauritzen jun. dør i 1977, tager hun flere teaterroller. Og hun forbliver filmaktuel indtil 1987, hvor hun medvirker i Gabriel Axels Oscar-vinder ”Babettes gæstebud”.

Lisbeth Movin dør i 2011, 94 år gammel.

Læs mere om: