BILLED-BLADETs Ærespris går til Jørgen de Mylius

Jørgen de Mylius.

Jørgen de Mylius.

Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Den mangeårige DR-profil Jørgen de Mylius får BILLED-BLADETs Ærespris for sit dedikerede arbejde med profilering af musikjournalistikken i både TV og radio.

Sidste pris til BILLED-BLADETs TV-GULD 2014 går til radio- og TV-vært Jørgen de Mylius, som får BILLED-BLADETs Ærespris for sit utrættelige, dedikerede og engagerede arbejde med musik-journalistik i radio og på TV.

Jørgen de Mylius, der kunne fejre 50-års jubilæum sidste år, er blevet synonym med Melodi Grand Prix. Han har været vært på det danske Melodi Grand Prix 11 gange, og dækket det internationale hele 24 gange. Ifølge chefredaktør på BILLED-BLADET, Annemette Krakau, bærer Jørgen de Mylius en stor del af æren for, at Danmark i næste uge er vært ved en af verdens største musikbegivenheder.

- I næste uge er Danmark vært ved Eurovision Song Contest, og det er meget imponerende, at vi indenfor en kort årrække står med dette værtsskab for anden gang. Her skal vi huske på, at Jørgen de Mylius faktisk var hovedforkæmperen for bevarelse af det danske Melodi Grand Prix, som mellem 1966 og frem til 1978 var lukket helt ned af DR. Jørgen de Mylius tog en masse interne kampe og fik en masse tæv undervejs, men han bevarede benene på jorden, seerne var med ham, både da Grand Prix’et kom tilbage, og da han jonglerede med grønne drinks til 80’er hits i ”Eldorado” eller styrede utallige musikquizzer på TV, sagde Annemette Krakau ved prisuddelingen og fortsatte:
- Jørgen de Mylius er stadig en del af DR-fladen i dag, og jeg tror, der er mange, der i dag er glade for hans ihærdighed og enorme dedikation. Bare kig ud på Refshaleøen i næste uge, hvorfra Eurovision Song Contest brager løs ud til hele verden.

Jørgen de Mylius var naturligvis stolt over prisen.
- Det er 51 år siden, jeg startede med at lave radio, men jeg er bestemt ikke vant til at vinde priser af den grund. Det er fuldstændig overvældende at få den nu. Og så er det bare specielt at få den i året for vores værtsskab for det internationale Melodi Grandprix, siger Jørgen de Mylius.
BILLED-BLADET uddelte sidste år Æresprisen til Lise Nørgaard og Bent Fabricius-Bjerre.

Musiker og producer Thomas Troelsen, der er gift med TV-vært Eva Harlou, roste Jørgen de Mylius.
- Jeg elsker Mylle, fordi han er den ægte vare og fordi han har været med til at gøre popmusik stort i Danmark. Jeg har set op til ham i mange år, og jeg blev starstruck da jeg mødte ham første gang, selv om jeg har mødt mange store stjerner, sagde han.
- Jeg skal helt sikkert ud på dansegulvet senere og danse til Mylles musik, men jeg er lidt genert, så jeg venter, til der kommer flere ud på dansegulvet, tilføjede Thomas Troelsen efter prisoverrækkelsen til BILLED-BLADET.

Nye statuetter

I anledning af TV-GULD-prisens 25-års jubilæum har BILLED-BLADET fået skabt nye statuetter. Det er smykkefirmaet Aagaard, der står bag designet af statuetterne, der har form som et retro-TV. Fod og ramme er i røget eg, og skærmen er produceret i sølv med en 18 karat forgyldning.

Seneste nyt

Læs mere om:

Fra forsiden