Godt nytår fra BILLED-BLADET
Kære læsere.
Her på BILLED-BLADET har 2013 betydet noget ganske særligt. Det var nemlig i år, at vores dejlige blad kunne fejre 75 års jubilæum, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at
takke for alle de kærlige hilsener, vi fik i den anledning, fra læsere, kendte og kongelige. Det glædede os meget!
Året har også budt på nogle store kongelige øjeblikke, blandt andet prinsesse Madeleines sommerbryllup, prinsesse Isabellas skolestart, familieferie i Gråsten, tronskifte i Holland,
kronprins Frederiks ironman og meget, meget mere. Vores billedarkiv bugner af gode minder fra 2013.
Nu skriver vi snart 2014, og jeg lover jer, at det også kommer til at stråle og glimte. I vores kalender står nemlig allerede en række store kongelige begivenheder, som vi glæder os til
at dele med jer. Jeg kan blandt andet nævne, at prins Henrik fylder 80 år og skal fejres over flere dage af familie og venner, dronning Anne-Marie og kong Konstantin har guldbryllup,
prinsesse Benedikte fylder 70 år – og så ser vi selvfølgelig også frem til, at svenske Madeleine bliver mor til en lille prinsesse og efterfølgende holder forårsbarnedåb.
Der bliver nok at se til, også med alle vores store interviews, nyheder, vores hjemmeside og så selvfølgelig Danmarks bedste TV-blad, som giver jer overblik over hele TVugen
– hver uge. Vi gør os umage, og vores ambition er hele tiden at hæve barren lidt ekstra.
Kære læsere. Jeg glæder mig til at tage hul på det nye år i selskab med jer!
Annemette Krakau, chefredaktør