18. jan. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Årets par er Kasper og Helena: Havde spået et andet tv-par som vindere

Helena og Kasper
Helena og Kasper
Foto: Lars H. Laursen
Helena Witt og Kasper Skak, som mødte hinanden i tv-programmet "Bachelor" sidste år, blev hyldet med en ganske særlig pris ved årets Reality Awards.

Der var masser amoriner i luften mellem Helena Witt og Kasper Skak, da de begge medvirkede i sidste års udgave af ”Bachelor”.

Det er cirka et år siden, at programmet blev optaget, men i flere måneder måtte parret holde de romantiske følelser mellem dem hemmelige – datingprogrammet blev nemlig først sendt i sommer, og indtil da måtte de skjule, at de var blevet kærester.

I dag behøver de ikke holde forholdet hemmeligt, og parret ankom da også sammen til dette års Reality Awards, hvor mange store tv-stjerner er samlet.

Kasper og Helena har formentlig haft lidt flere sommerfugle i maven end flere af de øvrige gæster, for parret var nomineret i kategorien ”Årets bedste par”.

De var oppe mod René og Michael fra ”Først til verdens ende”, Charity og Robin fra ”Grænseløst forelsket”, Rasmus Larsson og Lars Elbæk fra ”Fra 1-værelse til strandvejsvilla” samt Tina og Leif fra ”Landmand søger kærlighed”.

Ingen af de fire par kunne dog slå ”Bachelor”-parret Kasper og Helena, som var overraskede over, at netop de løb med prisen.

- Jeg ville have stemt på Leif og Tina. De er de rigtige (vindere, red.) i mine øjne, fortalte Kasper fra scenen om "Landmand søger kærlighed"-parret.

- Tusind tak. Tak for dig, fordi du var med i "Bachelor", ellers havde vi ikke stået her, sagde Helena henvendt til kæresten.

Tina og Leif var også til Reality Awards. 
Tina og Leif var også til Reality Awards.
Foto: Søren Jul Lamberth

Læs mere om: