29. dec. 2023
Af Ulrik Ulriksen

Afslører nytårsplaner med sjov quiz: Andreas Mogensen skal hygge sig ude i rummet

Andreas Mogensen
Andreas Mogensen
Foto: Martin Høien
For Danmarks seje astronaut Andreas Mogensen bliver nytårsaften på rumstationen en oplevelse, han aldrig vil glemme.

Andreas Mogensen sender i dag en tidlig nytårshilsen fra rumstationen.

Det sker via Instagram, hvor han blandt andet fortæller, at han kan fejre nytår flere gange i løbet aftenen, og så løfter han sløret for, hvordan han skal hygge sig ude i rummet på årets sidste dag.

– Med 28.000 kilometer i timen kommer Rumstationen til at krydse datolinjen en håndfuld gange i løbet af aftenen, så vi kommer til at fejre nytår flere gange heroppe, lyder det fra Andreas Mogensen, som fortsætter.

Andreas Mogensen løfter sløret

– Så hvordan fejrer vi det? Dagen bliver brugt sammen med besætningen hvor vi hygger, spiser lidt god mad og nok tager en tur forbi Cupola for at kigge ned på Jorden. Vi kan desværre ikke se fyrværkeri helt heroppe fra, men synet af Jorden er dog stadig fantastisk. Vi har fri den 1. januar, så vi kan starte det nye år i ro og mag.

Desuden anbefaler Mogensen alle at give sig i kast med Red Barnets nytårsquiz:

”Hvis du mangler underholdning til din nytårsaften, så har Red Barnets igen i år lavet en sjov og hyggelig nytårsquiz, der tager dig og dine gæster på en rejse gennem 2023. Der er spørgsmål om musik, film, delfinen Delle og meget mere. Har du fulgt nok med til at kunne svare på spørgsmålet om min mission i quizzen? Godt nytår fra Rumstationen!”

Læs mere om: