30. jan. 2021
Af Majken Munk

Alletiders prins Valentin: Jens Zacho Boye fylder 63 år

Jens Zacho Boye i rollen som prins Valentin i "Jul på slottet"
Jens Zacho Boye i rollen som prins Valentin i "Jul på slottet"
Foto: Klaus Kurup/ DR
Selv om det er 35 år siden Jens Zacho Boye spillede prins Valiant i julekalenderen "Jul på slottet", så huskes han stadig for rollen. Nu fylder han 63 år.

Jens Zacho Boye har i sine næsten 40 år som skuespiller lavet et hav af forskellige ting, heriblandt en række teaterforestillinger samt lagt stemme til forskellige tegnefilm.

Men han bliver fortsat genkendt og husket for sin rolle som prins Valentin i "Jul på slottet", der første gang blev vist på DR i 1986.

Lørdag fylder han 63 år.

Tilbage til skuespillet

Jens Zacho Boye kan med sine 63 år se tilbage på en karriere, der har budt på lidt af hvert.

Han blev færdiguddannet ved Aarhus Teater i 1984. Et teater han i mange år har været tilknyttet og spillet et væld af forestillinger på.

Han er på vej mod næsten 40 år i branchen, men har i de senere år holdt en lille pause fra skuespillet.

Han er dog vendt stærkt tilbage de seneste år, hvor han har medvirket i en dokumentar om Anne Ancher, samt spillet med i DR-produktionen "Frederik IX".

Sagde først nej

Det lå ikke just i kortene, at Jens Zacho Boye skulle spille rollen som prins Valentin.

Egentlig skulle julekalenderen have været optaget på Frederiksborg Slot, men tekniske udfordringer gjorde, at den blev optaget på Rosenholm Slot nær Aarhus i stedet.

Der blev brug for skuespillere i nærområdet, og da Jens Zacho Boye var tilknyttet Aarhus Teater blev han spurgt.

- Da de spurgte mig, sagde jeg først nej, fordi jeg var involveret i fem teaterforestillinger samtidig. Så fik de fat i en anden, men da han sprang fra igen, spurgte de mig en gang til, og så sagde jeg ja, sagde Jens Zacho Boye til BT i 2020.

Læs mere om: