
Anders og Emilie er blevet forældre: Åbner op om dramatisk fødsel

Sidste år kunne hele Danmark følge med, da Anders Ingwersen og Emilie Lindevang faldt pladask for hinanden for rullende kamera i ”Kærlighed hvor kragerne vender” på TV 2.
Det slog gnister mellem de to, som hurtigt blev et par, og nu er to blevet til tre.

Den 30. maj nedkom Emilie med en lille søn, men desværre gik fødslen ikke, som de havde håbet.
Det afslører parret i et fælles opslag på Instagram, hvor man også kan se billeder af den lille ny.
”Lægerne fik under fødslen mistanke om indre skader hos mig, og samtidig registrerede de pludselig en svagere puls på baby. Første del af fødslen var ellers gået godt, selvom den havde været hård og lang! Men desværre kunne vi ikke undgå et akut kejsersnit grad 1, fordi der var mistanke om, at enten mit eller vores babys liv var i fare”, skriver Emilie og fortsætter:
”Den bedste dag i vores liv blev pludselig det mest skræmmende og hårde, vi nogensinde har prøvet. Vi har fået den bedste behandling på Svendborg sygehus med nogle fantastiske læger og de sødeste jordemødre, der var så kærlige, omfavnende og dybt professionelle i alt, hvad de gjorde. Tak for at forevige det mest magiske for os - da jeg vågner op, og vi alle tre har det godt, er lettet og genforenet”, lyder det videre i opslaget.
Siden fredag har parret brugt tiden på at lære deres lille søn at kende, og efter omstændighederne har alle det heldigvis godt nu.
Den lille ny ”Kærlighed hvor kragerne vender”-baby har fået navnet Oscar Lindevang Ingwersen.

