Andreas Bo udskyder brylluppet: Her er forklaringen
Andreas Bo er i skrivende stund i gang med de sidste forberedelser inden den store premiere på Tivolirevyen 2023, der har premiere den 1. juni.
Midt i spilleperioden får de hårdtarbejdende revyskuespillere to ugers velfortjent ferie i midten af juli.
De to ugers ferie ville Andreas Bo have udnyttet til fulde, og havde derfor planlagt, at han skulle giftes med hans forlovede, Katrine Wadil.
Men nu er der sket en ændring i bryllupsplanerne. Parret blev forlovet i september 2021, og havde derefter problemer med at fastsætte en dato for brylluppet. Der var nemlig sygdom i familien, der gjorde, at planerne ikke kunne fastsættes.
Brylluppet er sidenhen blevet planlagt til at skulle holdes i juli, når Andreas Bo havde fri fra de skrå brædder. Men den plan er nu også blevet aflyst.
– Planen var, at vi skulle giftes der (i ferieperioden, red.). Men det har vi så udsat. Min søster har faktisk rykket en hel rejse til USA med sin familie for det, fortæller Andreas Bo om det aflyste bryllup til BILLED-BLADET.
– Op til Tivolirevyen har vi holdt en konfirmation, hvor jeg har bygget en 70 kvadratmeter terrasse. Hvis jeg så skal i gang med det igen til brylluppet, det magter jeg simpelthen ikke, fortalte Andreas Bo om papdatterens konfirmation.
Andreas Bo er perfektionist helt ud til fingerspidserne i sit arbejdsliv. Det samme gælder i hans privatliv, hvor han nægter at gå på kompromis med det kommende bryllup.
– Hvis jeg skal giftes med min kone, og det skal jeg kun én gang, for jeg skal ikke giftes med andre, så bliver vi nødt til at bruge nogle penge på det. Jeg gider ikke holde et discountbryllup, fortæller Andreas Bo til BILLED-BLADET og tilføjer, at han i de 14 dage, han har fri fra revyen, skal slappe af og lave absolut ingenting.