Annie Birgit Garde fylder 90 år: Sådan ser skuespilleren ud i dag
Det er de færreste forundt at fylde 90, men tirsdag den 3. oktober runder Annie Birgit Garde det skarpe hjørne, og hun er stadig i fuld vigør.
Skuespilleren, der har medvirket i en lang række film og tv-serier – blandt andet ”Charles Tante” og Sengekant-filmene – er stadig frisk, og hun er i dag en efterspurgt foredragsholder.
Det var netop i forbindelse med et af sine foredrag, at hun i 2011 mødte Ole Immanuel Franksen, som hun hurtigt fattede interesse for. Parret blev hurtigt gift, og de fik otte år sammen. Ole døde af kræft, og nu er Annie Birgit Garde atter alene.
Hun har dog stadig masser af lyst til at leve livet.
- Jeg kunne godt tænke mig at komme på højskole, og så drømmer jeg da også om et lille cruise på Rhinen eller op langs Norges kyst. Problemet er bare, at jeg gerne vil have én med! forklarer hun i et stort interview med BILLED-BLADET.
Alderen derimod er ikke noget, der sætter en stopper for hende, og hun håber på at få mange gode år endnu.
- Jeg sidder langt ude på bænken, det ved jeg godt, men jeg er slet ikke klar endnu. Jeg er stadig nysgerrig, og mine oldebørn vil jeg da også gerne se. Men at vi en dag skal herfra, det er jo helt sikkert. Jeg kan bare ikke lide at tænke på det, siger Annie Birgit Garde, der har to børn fra sit ægteskab med den tidligere journalist og teateranmelder Mogens Garde.