Badehotellet: Derfor er Merete Mærkedahl så spændt
Gennem ni sæsoner har ”Badehotellet” været en årligt tilbagevendende begivenhed i Merete Mærkedahls liv.
Hvert år er hun trukket i arbejdstøjet som stuepigen Otilia, men nu er det snart slut. Den kommende sæson af ”Badehotellet” bliver nemlig også den sidste.
Vemodig afsked
- Det er lidt vemodigt. På en måde er jeg glad for, de lige forlænger vores farvel lidt, for det er en af de fedeste arbejdspladser, jeg har været på. Vi har det så hyggeligt sammen, og det er en lille familie. Det bliver vemodigt, og jeg tror, der bliver fældet en tåre, når vi laver den allersidste optagelse, fortæller Merete Mærkedahl.
Først og fremmest er hun dog spændt på for at finde ud af, hvordan det hele ender.
- Det er ingen hemmelighed, at jeg er ekstremt spændt på at se, hvad Hanna og Stig (forfatterne, red.) ryster ud af ærmet.
Den sidste og 10. sæson af ”Badehotellet” skal først optages i 2023, og det betyder, at skuespillerholdet kan bruge efteråret på andre ting.
Merete Mærkedahl har planer om at tage ud at rejse med familien til efteråret, når hun er færdig med årets Cirkusrevy.