Badmintonstjernerne Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen: Sådan er vores juletraditioner
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen elsker julen, og i år bliver højtiden helt særlig, for det er datteren Pixi’s første af slagsen. Hun kom nemlig til verden i oktober i år.
I forvejen har parret lille Molly på snart tre år.
Julehyggen byder på dejlige traditioner.
- Vi laver altid konfekt med Christinnas forældre i december, og vi bager altid klejner. Det holder vi fast i, og vi er også begyndt med egne små traditioner med drillenisse, siger Kamilla Rytter Juhl til BILLED-BLADET.
Julepynt med en historie
Julepynt hører også til traditionerne.
- I år er Christinnas gamle pakkekalender kommet op at hænge med små gaver til Molly. Det er super hyggeligt at tænke tilbage på, at den har hængt på hendes værelse hele hendes barndom, fortæller Kamilla Rytter Juhl.
- Min nu afdøde mormor var meget kreativ og har lavet noget julepynt selv. Det har vi også hængende. Det er små stjerner, som er lavet i patchwork, lyder det fra Kamilla Rytter Juhl.
Læs mere om andre kendte og deres første jul med en lille ny og se de søde familiefotos i BILLED-BLADET nr. 51, der er på gaden den 21. december 2021.