18. jan. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Bent Fabricius-Bjerre får plads opkaldt efter sig

Bent Fabricius-Bjerre
Bent Fabricius-Bjerre
Foto: Thomas Laursen
Der har været benspænd undervejs, men nu er det blevet besluttet, at Bent Fabricius-Bjerre skal have en plads opkaldt efter sig i Frederiksberg Kommune.

Det er halvandet år siden, at Bent Fabricius-Bjerre gik bort i en alder 95, men hans musik lever i den grad videre.

De fleste danskere kan fortsat nynne med på titelmelodierne til ”Olsen Banden” og ”Matador”, og snart kan man også besøge en plads opkaldt efter den verdenskendte komponist.

Mangler at finde en plads

Det blev besluttet mandag aften på et møde i Frederiks Kommunes Magistrat. Det oplyser rådmand Jan E. Jørgensen (V) til TV 2 Lorry.

Det er endnu ikke besluttet hvilken plads, der skal opkaldes efter Bent Fabricius-Bjerre, eller hvornår det skal ske.

- Jeg vil allerhelst have, at vi opkalder pladsen bag Frederiksberg Centret efter Bent Fabricius-Bjerre. Det skyldes, at der er højtalere nede i jorden, så vil de jo kunne spille hans numre engang imellem, siger Jan Ø. Jørgensen til TV 2 Lorry.

Født på Frederiksberg

Den folkekære komponist er født på Frederiksberg, hvor han også boede frem til 1945. Derfor er det også et ønske fra kommunens side at opkalde en plads efter Bent Fabricius.-Bjerre, men der har været benspænd undervejs.

Kort efter komponistens død i sommeren 2020 forsøgte man at reservere navnet Bent Fabricius-Bjerre i Danmarks Adresseregister. Men dengang viste det sig, at Københavns Kommune allerede havde reserveret navnet.

Siden dengang er reservationen af navnet dog blevet videregivet til Frederiksberg, og nu skal man altså bare finde ud af, hvilket sted på Frederiksberg, der skal opkaldes efter Bent Fabricius-Bjerre.

Læs mere om: