9. dec. 2017
Af Trine Larsen

Bodil Jørgensen udvider familien til stor glæde for Rigmor

Rigmor og Bodil Jørgensen
Rigmor og Bodil Jørgensen
Foto: Lars H. Laursen
Skuespilleren Bodil Jørgensen udvider i næste uge familien. Det sker, når hun sammen med resten af familien på fredag skal hente deres lille nye hundehvalp. En hvalp, der er datteren Rigmors julegave.

Skuespilleren Bodil Jørgensen udvider i næste uge familien med en otte uger gammel hvalp af racen Lagotto, der er en italiensk vandhund fra området omkring Ravenna.

Kan næsten ikke vente

- Vi glæder os så meget, især Rigmor kan næsten ikke vente. Hun er mere end almindelig begejstret og glæder sig helt vildt, fortæller Bodil Jørgensen.

"Badehotellet"-stjernen fortalte den glade nyhed om familieforøgelsen lørdag morgen, da hun ankom sammen med datteren Rigmor, 9, til premieren på filmen Ferdinand i CinemaxX på Fisketorvet i København.

Det bliver Rigmors hund

- Ja, det bliver helt fantastisk. Den er bare så sød, siger Rigmor og fortæller, at familien allerede har besøgt deres nye hund flere gange og udvalgt deres hvalp.

Har I fundet et navn?

- Ja, den skal hedde Godte .., fortæller Rigmor og smiler glad.

- Ligesom julegodte, ler Bodil Jørgensen og fortæller, at det bliver Rigmors hund, en hun skal passe og tage sig af.

Første familiehund

Godte får helt sikkert et kærligt og godt hjem hos Bodil Jørgensen og hendes mand, filmfotografen Morten Søborg, samt sønnerne Østen og Johannes fra Bodils første ægteskab med Henrik Sartou.

Både Bodil Jørgensen og hendes mand er opvokset med hunde, men det er familiens første fælles hund.

Bedste julegave nogensinde

Rigmor er nu blevet så stor, at hun godt kan tage ansvar overfor familiens nye medlem, der helt sikkert bliver Rigmors bedste ven og i hvert fald, ifølge Rigmor selv, den bedste julegave hun nogensinde har fået.

Hunderacen, der betegnes som en god familiehund, er gennem årene blev avlet fra jagthund til f.eks. at kunne finde trøfler og dens lugtesans skal gerne stimuleres, ligesom den elsker at svømme.

Den holder meget af menneskelig kontakt og er en hengiven familiehund, der er aktiv, livlig og opfindsom - og så ser den helt bedårende ud med masser af store krøller.

Læs mere om: