
Caroline Fleming er mor til tre og fokuserer på sit arbejdsliv: Derfor fungerer det

50-årige Caroline Fleming har haft enormt travlt de seneste år.
Det skyldes, at hun sammen med sin kæreste Frederik Kølle har startet skønhedsklinikken Caolín op.

Parret brugte 2024 på at bygge det hele op, og i januar kunne de endelig slå dørene op.
Caroline Fleming er ærlig omkring, at arbejdet for tiden fylder enormt meget i hendes liv.
Hun er også bevidst om, at det ikke kunne lykkes, hvis familielivet så anderledes ud.
Caroline Flemings børn Alexander, 21, Josephine, 18, og Nicholas, 14, har nemlig en alder nu, der tillader, at hun arbejder en masse.
- Jeg har tid til det. Mine børn er ved at blive ældre. Xander er flyttet hjemmefra. Min datter er blevet student, og Nicho er startet i skole igen, så jeg har tid på en helt anden måde, fordi mine børn har ikke brug for mig på samme måde længere, fortæller hun til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Og så er det jo vidunderligt, at jeg har fundet det, jeg brænder for helt intenst, og at vi så kan skabe det sammen.
Planen er da også, at hun og kæresten Frederik Kølle, som er kirurg, skal arbejde med klinikken langt ude i fremtiden.
- Jeg føler virkelig, jeg har fundet ud af, hvad jeg gerne vil bruge de næste mange år på. Det er jo rigtig dejligt, for jeg har virkelig fundet det, jeg brænder for, og nu har jeg også tiden til at bygge det op sammen med et helt enestående team, fortæller hun.
Der, hvor Caroline Fleming står i sit liv nu, kalder hun selv for ”Caroline Fleming 2.0 Forretningskvinde”.
